147 / 379
143
sang
Holger Drachmann
i Foraaret 1899, da han helt
ovre i New-York længtes hjem til Danmark.
Ordene og den Tanke, de rummer, er smukke, og
som det er gaaet Digteren, er det sikkert gaaet mange,
der har levet en Del af deres Tid paa Christianshavn.
Allerede det Ord,
Drachmann
nævner: »Jødens Bule«
bringer Erindringens Smil frem paa vore Læber.
Noget rædselsfuldere skulde man have svært ved at
tænke sig. Huset laa i Søndervoldstræde og tilhørte
en Jøde, der hed
Perlstein.
Adgangen til dens første
Sal var fra Gaarden, men ikke ad nogen Trappe,
derimod ad fastsømmede Stiger. At det har kunnet
være Bolig for levende Mennesker med Børn i en Tid,
der ligger saa nær op ad vor, er ubegribeligt.
Man husker ogsaa den hyggelige Lille Mølle paa
Christianshavns Vold. Hvor har vi iøvrigt gjort Uret
Ved at berøve vor gamle By de mange Møller paa
Voldene, der dog bevarede det frie, landskabelige
Præg.
Og Bomhuset derude, hvor Borgerne, naar de kom
fra Øvelser paa Fælleden, gik ind og stillede deres
Tørst, hvor var det ikke i mange Henseender et ejen
dommeligt Billede, som Christianshavn er blevet
fattigere. Dets sidste Ejer hed
Chr. Fischer;
men det
er længe inden hans Tid omtalt i Litteraturen i
Carl
Bernhards
»Dagvognen«, og i
Ch. Kjerulfs
morsomme
Komedie, »Madammernes Jens«, der gik paa Casino,
foregaar en hel Akt der.
I Bomhusets Beværtning, hvor de mest forskellig
artede Mennesker mødtes,
Holger Drachmann
med
Kullemperen, Grossereren med Sjoveren, fik man en
udmærket gammel Bom, som udskænkedes direkte
fra Tønder til en meget billig Piis af Fischers Fak
totum, den gamle, alt andet end sympatetisk ud
seende
Bekker.
I Fischers inderste Stue, Stadsestuen, hvor han selv
residerede, lagde man særlig Mærke til den vældige
Sofa, hvis to Arme tillige tjente ham til Skrivepult,