150 / 379
146
Djærvhed. Som han var paa Færde tidlig og silde til
Gavn for sit Land, saaledes skabtes og voksede ogsaa
Livet indenfor dine Mure, aldrig kendte du den dor
ske Ro, altid fremad og fremad gennem Modgang og
Strid har du dog værnet dit Hjem, de tusende Men
neskeboliger, og du har holdt fast ved dit Ydre; du
har ikke kastet din gamle kongelige Dragt for ny
modens Flitter og Stads. Hold fast ved alt det af den,
der duer, sælg det ikke for Guld. Voks dig stor og
stærk til Siderne, men bevar dit gamle Hjerte frisk
og ungt, som det var i Kong Christians Dage. Riv
intet ned af det, der hviler paa Mindets Grund, byg
paa den, og du staar fast gennem Tiderne. Lær dine
Sønner at ære og agte det gamle, fortæl dem Eventyr
fra svunden Tid, og de vil elske dig og dem
Her lægger vi en Mindernes Krans for din Fod, be
var den frisk, ryk kun de Blade ud, der visner, og
føj nye til, saa Kransen bliver evig grøn; saa er du
det Værn og Værge for Axels Stad i Fredens og Fli
dens Dage, Kong Christians Kongstanke har villet!