155 / 379
151
Slot og overbringe Kongen deres Klage søger Nørre
port, som man ikke endnu helt har naaet at spærre;
de springer over Bommen og naar deres Maal. Ma
troserne, der vil klage, vælger samme Vej; og endelig
har vi i
H. P. Holsts
: »Den lille Hornblæser« et frisk
og frejdigt Billede af Drengens Afsked med Byen
p aa V o ld e n over N ørrep o rt. —
I L in ie opm archeret
staar næ ste D a g et Jæ gerkorps
vel pudset og armeret.«
Hvor kønt der var paa Nørrevold over Porten, siges
i de kun faa Ord om, hvorledes Morgensolen skinner
paa de grønne Træer og paa de danske Drenge i den
grønne Jægeruniform. Men vi føler det maaske langt
varmere og inderligere, naar vi en Aften i April følger
Poul Martin Møller
derop; han ser Jomfruerne sole
sig dér, han ser Høkeren gaa dér med sin sølvbeslagne
Merskumspibe. Violerne pipper saa smaat frem paa
Voldskrænten, og den altid forelskede Digter kan føle
sit Hjerte paa Vesten og mærker, at det er tungt, at
han skal gaa hjem alene, naar den yndige Strøm af
skønne, unge Kvinder søger ad Hjemmet til for ikke
at forkøle sig i Aftensvalen.
Den unge
Aclam Oehlenschlåger
vandrede ogsaa med
bankende Hjerte imod
Christiane Hegers
Bolig paa
Nørregade sin »Sværmetur« den 17. Juli 1800; han saa
hende ikke ved Vinduet, som han havde ventet, og saa
gik han tilbage ad Volden, hvor han Aftenen i For
vejen havde vandret med hende i »usigelig himmelsk
Lyksalighed og Henrykkelse«! Mismodig var han,
fordi han ikke engang ved at kaste et Blik ned fra
Volden i hendes Have kunde stille sit Savn. Men efter
en lang Vandring uden Maal gennem Byen ender han
alligevel igen paa Volden, hvor de stod engang, tavse,
Favn imod Favn, alting tav, ingen Lyd hørtes uden
deres Kærlighedssuk.
Ogsaa
Emil Aareslrup
sender i et ret ukendt Digt: