159 / 379
ikke observerede, at en stakkels, fattig Student, der
stod dér trofast i sin tyndslidte Kjole, frøs ihjel og først
blev fundet den næste Morgen.
Men fra den værnende Volds Alvor spreder der sig
ogsaa i Fredstid et hyggende og for Byen smykkende
Skær, fordi det er Indbyggernes naturlige Spadsere-
sted, der ikke altid er lige artigt;
Tode
ivrer jo imod
de unge Piger, der iklædt »Spindelvæv« og intet for
155
U d sig t til N ørrebro.
Resten flaner paa Volden efter Solnedgang og paa-
drager sig Forkølelser og andre langt ubehageligere
Følger saavel for Legeme som Sjæl.
Anders Tikøb
maa jo absolut under sit Besøg her i Byen et Svip
derop.
Omkring Nørrevold samler især Minderne fra Nørre
port sig, naar man tænker paa hine stolte Tider, da
Borgervæbningen fra sine Fælledture rykkede ud og
ind under den ganske Bys Deltagelse og Ledsagelse.
Og det Navn, hvortil man paa Grund af
Klæstrups
fornøjelige Billede deraf mest fæster Erindringen, er
Mandens, der bred og stolt red i Spidsen, Grosserer