154 / 379
150
Dagligliv. Alle kender hinanden lige til Sengklæderne,
som man solede paa Gaden, og det hed sig jo, at
Frede
rik den Sjette
var mest tryg, naar Nøglerne til Byens
Porte var bragt op paa Amalienborg, og saa var og-
saa Byens Borgere sikre paa, at
Fæstningen København
var rolig; under Kongens Hovedpude laa Nøglerne,
og han alene vidste, hvorledes de skulde drejes om.
En eneste Undtagelse var der dog: Nørreport var
altid aaben; naar
Rahbeks
Yenner eller han selv kom
for sent til at slippe ind ad Vesterport, maatte de gaa
den lange Vej omkring ad Nørre, —- men den var
heldigvis ogsaa baade vogtet og værnet af Borgervæb
ning og Toldvæsen, Akcisebod og Glacis, saa at der
intet kunde ske, selv om Fjenden kom til Landet.
Men Nørreport var Byens største og skønneste; den
gav Anledning for Digterne til Besyngelse;
Overskou
skriver i 1830 en hel Vaudeville »Nørreports Vagt St.
Hansaften«; Underofficeren synger her. at Vagten
»vogter paa h ve r lystig Fæ tter
og tilla d e r ej, at S p lid
B y e n af dens S øvn saa b lid
væ kker op ved N a tte tid ,
i V ag ten sæ tter
enhver, der trætter.«
Men alligevel staar Porten frit oplukket »i Nat, St.
Hans Nat«, og der sker da ogsaa de uhyggeligste For
viklinger, fordi den sædvanlige Kontrol mangler. Ægte
manden drager uset ud for at møde sin Elskerinde;
hans Kone og Datter vil ogsaa paa Eventyr til Kirsten
Pils Kilde, og den tjenstgørende Soldat maa med Graad
se sin Elskede, Tjenestepigen Trine, tage til Skovs og
dér i Nattens Løb »fradanse sig sin Ære«.
Vi genfinder Nørreport som Udgangspunkt fra Byen
den Dag, da Fodgarden gør Oprør mod
Struensee
Juleaften 1771; da sidder Kaptajn
Schidning,
hvis
Memoirer ligger utrykte paa Universitetsbiblioteket,
i sit Logis paa Kultorvet og ser, hvorledes Gardens
oprørske Udsendinge for at slippe ud til Frederiksberg