DetGamleKøbenhavn_I

183 / 379

179
Man kan imidlertid ogsaa være for blødsøden i
sin Dom over afdøde; vore tidligere Historikere har
haft en altfor stor og ofte for den historiske Sand­
hed misvisende Tilbøjelighed hertil. For sit For­
hold til Christian den Syvende fortjener han ingen Til­
givelse; han staar Danmark til Ansvar for Historiens
Domstol for den Part, han for Tilfredsstillelsen af
sin egen Lyst har i den ulykkelige Konges senere
Skæbne, og her kender Dommen ingen Naade!
Det er urigtigt, naar det f. Eks. i Carl Bruuns
»København« siges, at Holck Y lll solgte Gaarden til
den bekendte Købmand Peter Tutein; det var Knud
Lynes Arvinger, der foretog dette Salg, og Tutein
beholdt kun Ejendommen i tre Aar, idet en Plan om
her at anlægge en Silkebaandsfabrik strandede; men
Salget betyder dog det i Blaagaards Historie, at
dens Dødsdom er fældet; der er ikke længer Plads
til kongelige eller private Lystslotte paa Nørrebro,
og da Johan Paul Kalckbrenner i 1780 sammen med
Den kyl. danske Dugmanufaktur anlægger en Klæde­
fabrik paa Grunden, dér, hvor nu Slotsgade ligger,
lader han den stolte Have og Hovedbygningen for­
falde, og Udstykningen af Blaagaard er fra dette Øje­
blik kun et Tidsspørgsmaal.
Inden vi imidlertid gaar videre i denne sørgelige
Ødelæggelseshistorie, maa vi dog se lidt paa Grun­
dene til, at sligt virkelig kunde og med historisk
Nødvendighed maatte ske. Hoffet, der hidtil havde
haft noget Afglans af Christian den Sjettes Pragt­
syge, levede først under Guldbergs Periode efter den
store Katastrofe ved Struensees Fald meget indge-
togent; der var jo heller ikke mange Personer at
holde Hof for; Enkedronningen, Juliane Marie, og
hendes Søn levede helst udenfor København, Caro­
line Mathilde var død i Landflygtighed, og hendes
to Børn, Kronprins Frederik og Prinsesse Louise Au­
gusta, skulde jo først være voksne, inden de trængte
til at holde Hof, og da Kronprins Frederik tog Magten
12 *