178 / 379
174
modtage det. Naturligvis kunde han ikke forudse, at
Køberen, inden han fik sine Forpligtelser opfyldte,
skulde falde i Unaade, og Sælgeren nødsages til at
tage Gaarden igen, just ikke saa særdeles vel be
handlet.
Saaledes erindrer jeg, at af de seks dejlige, gamle
Linderader, der udgjorde de stolteste Alléer, jeg véd
at have set, adskillige i Overensstemmelse med den
nyere Havesmag straks blev omhugne; og har det
Indtryk, dette Hærværk da gjorde paa mig, min
hele øvrige Levned saaledes bevaret og forstærket
sig, at der er faa Ting, jeg nødigere gaar til, end at
lade et især gammelt Træ fælde; og mindes jeg lige
ledes, at det var mig en stor Forargelse, da nogen Tid
efter min Fader lod en Lindeløvhytte i sin Have
omhugge foi at bygge et muret Lysthus, at drikke
Kaffe i
0111
Sommeren, i Stedet.*)
Mellem hine blaagaardske Erindringer, af hvilke
endnu adskillige lever hos mig, vil jeg her anføre
et Par, fordi de hver paa sin Maade forekommer mig
at have noget karakteristisk. En Eftermiddag gik jeg
i Haven med min Fader i en af de store Alléer og havde
paa Drengevis en Kvist i Haanden, med hvilken
jeg gav en af Lejerens, daværende Statsminister
Ro-
senkrandses
Jagthunde, hvoraf han, efter Tidens Skik,
havde mange, et Smæk. Hunden, en stor, hvid Hønse
hund med brune Øren, som jeg i dette Øjeblik synes
at kunne se for mig endnu, satte sine Forben paa
mine Skuldere, kastede mig over Ende og blev staa-
ende over mig. Paa mit Vræl kom min Fader til,
jog Hunden bort og hjalp mig op, men gav mig der-
*) D en ne R e sp e k t for og K æ rlig h e d til gam le Træ er bevarede
R a h b e k lige til sin D ø d . Som b eke n d t v a r V e jen i R a kke h u s-
alleen og Stedets H a v e n a v n lig om V in te re n u frem kom m elig
som et b und løst M o ra d s; Solen ku n d e ik k e træ nge ned og tørre
den. M a n foreslog da R a h b e k at lade de fire store P o p ler udenfor
H u se t fæ lde; m en da b le v han v red og sagde, at han v ild e kom m e
igen. og spøge, h v is nogen voved e at røre dem efter hans D ø d .