179 / 379
175
paa en dygtig Irettesættelse og foreholdt mig, at,
dersom Hunden ikke havde været bedre end jeg,
kunde den have skambidt mig, en Lærdom, der uden
Tvivl ikke har haft liden Del i den Modbydelighed,
jeg stedse selv har haft for at mishandle Dyr og for
at se dem mishandlede.
Af en helt anden Natur er næste Anekdote, men
der og, mener jeg, har sit karakteristiske. Det var
gerne Skik, at vi om Søndag Eftermiddag efter at
have drukket Kaffe kørte en Tur med
Lynes
vel
bekendte graa Heste, som efter ældre Dages Skik
en stor Hund løb ved Siden af. En smuk Efter
middag, da Vognen var kørt frem, og jeg var løbet
i Forvejen ud i Gaarden, medens de andre gjorde
dem færdige, faldt det mig ind, at jeg den Dag havde
faaet ny Kjole paa af en af min Faders gamle, rød
med gule, toppede Knapper, Modedragten i
Fre
derik den Femtes
Tid; og da jeg vidste, det ikke vilde
bekomme mig vel, hvis jeg smurte den til, fandt jeg
det forsigtigst at prøve, om jeg kunde smøre den
paa Hjulet, og jeg gik til den Ende hen og satte
Ryggen mod Hjulet.
Da nu de andre kom ud og skulde i Vognen, op
stod naturligvis et stort Anskrig over Tjærepletten
paa min Ryg, og' forundrede det mig ikke lidet, at
min Fader i Stedet for at tage mit Forsvar for gyldigt,
at jeg havde gjort det med Flid for at erfare, om
Hjulet kunde smøre mig, gav mig et Par dygtige Øre
figen, som jeg i Betragtning af min gode Hensigt
fandt helt uforskyldte.
Endnu maa jeg, inden jeg slipper Blaagaardsanek-
doterne, medtage een, skønt den uden Tvivl baade
er af noget ældre Dato, end for det indtil denne
Dag uudslettelige Indtryk, det gjorde paa mig. Som
en Søndag Eftermiddag min Fader, min Moders
Broder, en Student
Gertsen
, min Informator og jeg
kørte ud til Blaagaard, gik paa Broen over Peblinge
søen Hyrekareten, vi kørte i, i Stykker, og begge