DetGamleKøbenhavn_I

175 / 379

171
for det hændte næsten aldrig, og den Uorden, der
siden kunde bringe selv Kamma til Fortvivlelse,
har sikkert retfærdiggjort den idøm te Straf. Pengene
fik for øvrigt hurtigt Ben at gaa paa; Økonom var
Rahbek som bekendt ikke; ved hans Død var Bakke­
huset prioriteret op over Skorstenene; men de satte
ham i Stand til at foretage en stor og frugtbringende
Rejse til Udlandet, hvor han navnlig studerede Skue­
spilkunst, og om hvilken han fortæller vidtløftigt i
sine »Erindringer«s andet Bind. Men i første Bind
omtaler han Knucl Lyne og Blaagaarcl, og da det er
dette, der i denne Forbindelse har Interesse, skal vi
give den gamle Digter selv Ordet:
»Knud Lyne var en Slegfredsøn af min Farmoders
Fader, en velhavende Selvejer, der af to Ægteskaber
havde adskillige baade egne og Stedbørn (blandt
hvilke den i sin Tid saa ansete Generalkrigskom­
missær Stephen Hansen, Ejer af Flammermøllens
Geværfabrik m. m.). Hver Gang Knud Lynes Moder
kom med Drengen til hans Fader, var de øvrige
Sødskende, især Søstrene, studse og uvenlige imod
begge; kun min Farmoder, der var et ejegodt Gemyt,
skjulte ham under Trappen og gav ham Ost og Brød,
langt fra at drømme om, at det i Tiden skulde gen­
gældes hendes Afkom med en Formue af omtrent
en Tønde Guld.
Hvad der siden gav Anledning til, at samme Knud
Lyne kom til København, er mig ubekendt; men
at han tidlig maa have været utilfreds med sin Stil­
ling i Bondestanden, véd jeg af den pudserlige Anek­
dote, at han alt som Barn med en jævnaldrende
Bondedreng gjorde Forsøg paa at rømme til Hol­
land, hvortil man hyppig i den Tid udvandrede der
fra Egnen, og at de til den Ende, medens Gaardens
øvrige Folk var paa Marken til Høstarbejde, be­
mestrede dem Grødgryden paa Skorstenen og saa-
ledes forsynede begav dem paa Vejen; men da deres
Proviant slap op, inden de uden Tvivl var komne ret