DetGamleKøbenhavn_I

171 / 379

167
kunde falde paa at hjælpe denne mod København, og
saa var det ikke gunstigt at have den russiske Barbar
liggende udenfor Byens Volde rned 4000 Mand og
med 20,00.0 i Reserve paa Hveen, medens vore Sol­
dater var stærkt bundne i Norge; dernæst var der slet
ikke Plads paa Københavns Slot til de mægtige Gæ­
ster, og endelig var Rygtet om, hvor forfærdeligt og
brutalt baade Peter og Katharina havde teet sig, fra
det Øjeblik han satte sin Fod paa dansk Grund i
Gedser, og hun i Rødby, fløjet forud for dem, saa
at Frederik den Fjerde, der ved Siden af den Hang
til overdreven Nydelse af Spiritus, der havde kende­
tegnet de fleste oldenborgske Konger, dog var en fint
dannet, lidet robust Natur, ikke havde særlig Lyst til
at have det russiske Herskerpar altfor nær i daglig
Omgang, og han faldt da paa at bede Prins Carl og
Prinsesse Sophie Hedevig om, at de vilde huse Czaren
paa Blaagaard. Det var endnu i Dronning Louises
Tid, saa Forholdet mellem de to Hoffer paa hver sin
Side af Nørreport var stadig venskabeligt; men skønt
Prins Carl, der dog var ret ængstelig for sit pæne Sølv­
tøj, var tilbøjelig til at imødekomme Broderens Ønske,
strandede Arrangementet dog paa Prinsessen af reli­
giøse Grunde. Hun saa i Peter den Store kun Barbaren,
»Moskovitten«, der i hendes Øjne kunde sættes i Rang
med Hedninger, for hvem hendes fromme Sind ingen
venlig Tanke kunde rumme, og saaledes gik det til, at
Blaagaard slap for Indkvartering af Selvherskeren
over alle Russere og derved blev et historisk Minde
fattigere.
Medens Prins Carl som sagt var en ret ubetydelig
Karakter, var det modsatte Tilfældet med Blaagaards
nye Ejer, Prinsesse Sophie Hedevig, der var en Dame
med en stærk Vilje og meget varme Sympatier og An­
tipatier, stræng i sin Dom og stærkt grebet af pieti­
stisk Sværmeri. Det var hende umuligt at indgaa i
noget af de sædvanlige fyrstelige, af Politik dikterede
Ægteskaber; hun havde sine udprægede Interesser,