167 / 379
163
hævede sig en harmfuld Røst til Protest imod det
skete.
Og slutter vi nu ved Nørreport, maa vi erindre, at
den fra sin oprindelige Plads fra
Christian den Fjerdes
Tid ved hele Fæstningens Omlæggelse i 1671 flyttedes
til Enden af Frederiksborggade, der den Gang kun
gik fra Volden til Rosenborggade og fortsattes i Mikkel
Vibes Gade langs Vestsiden af det nuværende Kultorv,
der først blev anlagt efter Branden 1728. I 1860 for
længedes Frederiksborggade til Kultorvet.
Da Loven om Demarkationsliniens Nedlæggelse den
6. Januar 1852 var blevet vedtaget, var Voldene og
Portene dødsdømte. Nørreport faldt først i Barbarer
nes Kløer; det skete allerede i Juni—Juli 1856, at man
til Harme for alle dem, der elskede deres By, lagde
voldelig Haand med Økse og Hakke paa den og dens
Minder; Vesterport faldt Aaret efter, derefter Amager
port og sidst i 1858 Østerport.
Mærkeligt og trist nok er en saa dygtig Ingeniør
som
Ambts
Navn knyttet til den sidste Voldrests Død.
Det var hans og Etatsraad
Hammerichs
i sig selv
geniale Jernbaneprojekt, der i Fjor tog Livet af
Østervolds Levninger; det er muligt, at Tid kræver
Plads; nye Tider nye Skikke!
Men det er dog heller ikke til at benægte, at et vist
Pietetskrav overfor det gamle kunde have Ret til at
nyde større Respekt end den eneste Trøst, der ligger
i Hjertesukket:
De svandt, de svandt! . . . .
il*