259 / 379
255
tog Stillingen som Overlæge for Sjette Afdeling, vakte
hans Klarhed i Fremstillingen af de enkelte Sygdoms
tilfælde, hans sproglige Mesterskab og hans Finhed
i Opfattelsen af de enkelte Tilfælde alle sagkyndiges
Beundring; men det skulde desværre være de usag
kyndige, der fældede ham. Det var sindssyge Kværu
lanter af den allervanskeligste Art, han fik til Behand
ling, og saa snart de var vel sluppet ud af Hospitalet,,
hvor naturligvis hyppigtTvangsforanstaltninger maatte
foretages imod dem, faldt de over
Pontoppiclan
med de
mest grundløse og vanvittige Overfald, der fandt
Støtte i en altfor ansvarsløs og samvittighedsfri
Dagspresse; men Angrebene fik dog endnu større
Vægt, ved at føres over i selve Skønlitteraturen, da
Forfatterinden
Amalie Skram,
der selv havde været
blandt lians Patienter, i Slutningen af Halvfemserne
i sine to Boger »Professor Hieronymus« og »Paa St.
Jørgen« gav en Skildring af sine Indtryk fra et Op
hold paa et Sindssygehospital, som af Publikum toges
for en tilforladelig Skildring af Forholdene paa Sjette
Afdeling, hvad den nok ogsaa tilsigtede at være;
men det er ganske sikkert den blodigste Uret, der
nogen Sinde er gjort en dansk Læge, som her øvedes
mod
Pontoppiclan.
Det havde imidlertid til Følge, at
denne vor mest fremtrædende Avtoritet paa Sindssyge-
omraadet dybt krænket trak sig tilbage fra sin Ger
ning i 1897; men i sit bidende og overlegne Forsvare.
»Sjette Afdelings Jammersminde« afvaskede Pontop-
pidan alle Beskyldningerne, og at han derigennem
vandt en eklatant Sejr over sine Modstandere, viser
allerede den Kendsgerning, at han endnu samme Aar
uantastet kunde overtage den fuldstændig tilsvarende
Stilling som Overlæge ved Sindssygeanstalten i Aar
hus, hvor han virkede til stor Velsignelse til 1901, da
han overtog Professoratet i Retsmedicin ved Univer
sitetet, som han beklædte, til han selv trængte til Ro
i 1914 og tog sin Afsked.
I disse Dage har hans taknemlige Elever og Kolleger
blandt Lægerne rejst hans Buste i Kommunehospitalet.,