260 / 379
■256
Der er ingen Tvivl om, at Pontoppidan ligesom saa
mange af hans Kolleger paa vore danske Hospitaler
faldt som Offer for en Gerning, som de i fuld Trofast
hed viede alle deres Kræfter. Hans Navn er forlængst
vasket rent for de infame Beskyldninger, der rettedes
imod ham, hvad man ikke kan sige om hans Angriberes.
Kommunehospitalet har igennem de Aar, hvor det
har knejset her i København, staaet der som et Æres
tegn for den danske Lægevidenskab; det har ogsaa været
det Ly, hvorhen mange Lægers og Patienters taknem
lige Tanker har søgt. Et Sygeleje, der medfører Ho
spitalsophold, er ikke altid det mørkeste Minde, et
Menneske kan bevare gennem Livet; der er udgaaet
meget Lys fra Kommunehospitalet; i Minderne fletter
sig Billedet ind om Barmhjertighed, Klogskab, Selv
opofrelse og Kærlighed, som gør godt, netop fordi det
virkede som Helsebod for syge Sind og syge Legemer.
Og Lægerne, der virkede og virker derude, har jo ikke
alene haft Tilfredsstillelse i deres Gerning og i den Lær
dom, de her, unge og gamle, høstede; de mindes fra
deres Virksomhed som Kandidater og Reservelæger
ogsaa meget godt Kammeratskab, mangen munter
Stund paa Vagtstuerne og Fællesværelserne, der faar
dem til at glemme alt det triste og sørgelige, som uvæ
gerligt er knyttet til det daglige Liv derinde; derom
vidner bl. a. saa fornøjelig enBog som gamle Overlæge,
Professor
Nicolai Holms
Ungdomserindringer: »Glade
Aar«, hvormed han i 1915 prydede dansk Memoire
litteratur.
Mest af alt bliver dog, naar man dvæler ved Kom
munehospitalet og dets Historie, een Følelse den frem
herskende i det danske Folk; det er Taknemligheds-
følelsen overfor alle dem, Læger som Sygeplejersker,
der uegennyttigt viede og gav deres Liv for at frelse
andres!
Der er noget inderligt vemodigt ved at tænke paa
de gamle Haver, der er svundet, alle de, der laa
mellem Vold og Sø, som
Rørholm.
Ingen Historie har