266 / 379
262
Allerede i 1870’erne finder vi advarende Ord, og
da et saadant, der kom frem i »Illustreret Tidende«,
netop havde Bud til Østerbro, som dette Arbejde skal
behandle, skal vi citere lidt deraf:
»Da jeg forleden Morgen paa Vejen til mit Atelier
passerede Skibskirkegaarden, stod min gamle Lærer
fra Akademiet udenfor Porten. Efter en bedrøvelig
Mine i hans Ansigt at dømme, troede jeg, at en eller
anden sørgelig Anledning havde ført ham til Kirke-
gaarden, hvorfor jeg gik ham forbi uden at hilse.
Jeg var imidlertid kun kommet nogle Skridt, før
han i en arrig Tone raabte efter mig: Hvad synes
De, Petersen, om det Svineri derovre paa den anden
Side af Gaden? — Jeg vendte mig, og knap havde
jeg ærbødigt fremstammet mit Godmorgen, førend
han med sin bekendte Heftighed vedblev: Har De
kendt Magen? Det kalder man at
forskønne
Køben
havn! Træer hugges om, enorme Summer smides ud
til Ekspropriation, og saa bilder man sig ind ved at
gøre Baghusenes gamle Rønner til Facader at for
skønne Byen!
Jeg tillod mig at sige, at det kun var en Overgang,
og at der vel ikke vilde hengaa ret lang Tid, førend
ogsaa denne Adgang til Byen fremtraadte paa en
Hovedstaden værdig Maade. — Ikke lang Tid?«
Herefter følger den gamle Kunstners Eksempler
paa, i hvilket Kaos Nørrebro og Vesterbro, Halm-
torvet og andre Steder har ligget i umindelige Tider,
og han fortsætter med en ægte Indignation, der røber
hans Kærlighed til den gamle By:
»Og nu Østerbro! Jeg har en Formodning om, at
der er en eller anden formaaende Mand i Magistraten,
der har en Idiosynkrasi mod gamle Træer og kun er
glad, naar de smukke Træer, der har skabt megen
Glæde og Behagelighed, ligger i Favnemaal, beredte
til at bringes under Auktionshammeren. Hvorfor
kunde ikke den gamle botaniske Have med sine dej
lige, kostbare, store Træer blive staaende? Pare Mon-