268 / 379
264
»Lille Amalienborg«, der er rejst, hvor tidligere
Hundekirkegaarden med dens mange komiske Lig
sten over »Deller« o. a. laa.
Er det ikke med en egen Vemod, enhver, der ken
der
Kobkes
landlige »Morgen paa Østerbro«, sammen
ligner denne Idyl med den nymodens Stenørken?
Og hvor er Sortedamssøens landlige Ynde? De smukke,
bugtede Bredder med Siv og Krat, med smaa Baade-
broer og hyggelige Robaade er afløst af de ked
sommelige, lige afskaarne Kanter; grimme Motor-
baade, der stinker af Benzin, har erstattet Robaa-
dene, og nu brolægger man Strandvejen! Det er en
virkelig Nemesis, at man er begyndt at tage under
Overvejelse, om man ikke ved Udfyldning igen kan
give Sortedamssøen mere maleriske Bredder.
Man har sagt, at Østerbro dog er den frieste og
friskeste Forstad, vi ejer; aa ja; men det kan vi takke
Øresund for. Hvor er
Classens
og
Tuteins
dejlige
Haver, hvor er
Aggersborg,
hvor har man ikke ødelagt
Kalkbrænderierne og det skønne Rosenvænge? Og,
ærligt talt, lader Sidegader som Ryesgade og A.B.C.-
Gade og længere ude Koldinggade, Viborggade og
hvad dette Kvarter ellers kaldes, Vester- og Nørre
bros Sidegader meget tilbage i Retning af Tristhed
og Grimhed? Man har sagt, at det gjorde ikke noget,
Østerbro har ingen Historie. Naah! det turde dog,
som disse Blade vil søge at bevise, være Tilfældet
alligevel.
Hvad der er det allersørgeligste, er dog, at det
Liv, der i gamle Dage levedes paa Østerbro, er fuld
stændig forfladet; alt det karakteristiske for det er
slugt af Hverdagens irriterende Kedsommelighed.
For at bevise dette behøver vi kun at søge tilbage til
en saa nærliggende Tid som den, da gamle Skuespil
ler
Rosenkilde
havde sit Hjem derude, og med Skam
maa vi erkende, at det er Halvfjerdsernes og Fir
sernes Synder, der nu gaar i Arv til os. En bedre
Illustration til, hvad vi har tabt, end den, Fru
Julie