270 / 379
266
ro«, der selv havde en stor Have, som stødte op til
Classens prægtige Park og nord for strakte
Tuteins
Gods sig.
Det var fuldstændigt »paa Landet«, og man kunde
gaa de herligste Ture her. Fra Øresund til Kallebod-
strand omgaves Byen af et levende Hegn; Lystha
verne, Voldene, Kirsebærgangen og Gartnerierne.
Fra det Øjeblik, Mildheden mod Vinterens Slut-
Ø sterp o rt fra B ysid en . E fte r P. A . Fisch ers M aleri. 1851.
ning begyndte at komme i Luften, den sidste Sne
svandt, og den lille velkendte Sanger ovre i Glaciets
Træer forkyndte, at nu var alle Trængsler endt,
fulgte man Foraarets gradvise Frembryden fra Dag
til Dag. Man frydede sig ved at se Voldskrænterne
lidt efter lidt dækkes af et lysegrønt Tæppe, og med
Jubel hilste man de første Blomster, de gule Ban-
unkler eller Smørblomster, som de populært kaldtes.
Snart efter begyndte Ahorntræerne paa Volden at
udfolde de brunlige Blade, og nu gik det Slag i Slag,
indtil Kastanietræerne stod i deres fulde, gravitetiske