272 / 379
268
Sprøjtemandskabet sig igen paa Vej hjem til Øster
bro. Klokken var imidlertid blevet saa mange, at
Porten var lukket, og man maatte derfor gøre Om
kring og begive sig til Nørreport, der som bekendt
stod aaben hele Natten. Da de brave Folk endelig
langt om længe naaede Østerbro, vilde de ikke tro
deres egne Øjne, da de saa, at Møllen i deres Fra
værelse var forsvunden. Ved en saadan Begivenhed
var alle oven Senge, og Mor gav Kaffe, akkurat som
ved et natligt Tordenvejr paa Landet i vore Dage.
Om Sommeren lejedes Sidebygningerne ud til vel
havende Københavnere, som laa paa Landet der.
Udenfor Det hvide Hus var det, at de danske Under
handlere ved Kapitulationen i 1807 for første Gang
mødte de engelske Kommissærer d. 6. Spetember
Kl. 6% om Aftenen.
Fru Sødring fortæller dernæst om
Classens
og
Tuteins
Haver, der begge var af overordentlig Stør
relse og gik helt ud til Stranden. Den gamle Hr.
Tutein
gav venligt Familien Adgang til sin Have,
der syntes den 12aarige Pige et helt Ferige. Den inde
holdt højst forskelligartede Skønheder. Der fandtes
et straalende Blomsterflor, store Strækninger med
Frugttræer, smaa Søer, udstrakte Græsplæner, Marker
med Køer og Lam, store Alléer, hvorimellem een,
der gik helt ned til Stranden, endende i en Høj, og
hele Skovpartier, hvorfra der i den tidlige Forsommer
lød henrivende Fuglesang.
Der spadserede man de lange Sommereftermiddage
i Havens Gange, nydende Luften, der var krydret
af Lindetræernes Millioner af Blomster. Stille sad
man paa Bænkene og hørte paa Nattergalene, som
slog i det tætte Krat, fjernt og nær. Naar de saa
brød op og langsomt vandrede ned ad den store Allé,
kunde de undertiden møde Herskeren i dette Trylle-
rige, den gamle Hr.
Tutein,
»Marki’en«, som man
kaldte ham, med sine Damer. Han standsede dem
altid, og idet han med gammeldags Gravitet tog