271 / 379
267
Pragt, Tjørnene spejlede deres hvide Slør i Stadsgra
vene, og Frugttræerne dannede et duftende hvidt og
lyserødt Blomstervæld. Og saa kom den dejlige Som
mer. Straalende Solskin og smaa bitte Skyer.
Særlig Østerbro betragtedes dengang som liggende
udenfor Byen. Familiens gamle Venner var derfor
halvt vrede over Flytningen og ophørte med at
komme der. Kun enkelte aflagde sjældne, men derfor
saa meget mere kærkomne Besøg.
Gladest ved Forandringen var gamle Madam
Ro
senkilde,
hun saa her et af sine højeste Ønsker op
fyldt; hun fik en Køkkenhave. Og hun fik en Gart
nerdreng til Hjælp. Han var til stor Fornøjelse for
Familien, om end Køkkenurterne havde mindre godt
af hans Behandling; han var altid oplagt til Gav-
tyvestreger. Naar Madammen oppe fra sit Vindue
kommanderede den lange opløbne Fyr, var han
uimodstaaelig med sit rødmussede Ansigt og de pli
rende Øjne. Han kunde saa pludselig til Madammens
Forskrækkelse lade sig dumpe forlæns over Ende i
den bløde Jord, ligge som død og i næste Nu med
en Kolbøtte atter staa paa sine Ben.
En Gang havde han i flere Timer gaaet og plantet
Hindbærbuske. Et Par Dage efter saa man ham til
almindelig Forfærdelse gaa rundt, omhyggelig trække
Planterne op en for en og ryste dem i Luften. »Men
Gudbevares, Peter, hvad er det, du tager dig for?«
raabte Madammen. »Jeg lufter Bødderne. Det har de
saa nederdrægtig godt af.«
En sen Aften, kort efter at Bosenkilde var flyttet
ud, gik der Ild i Hatten paa Østerbros Mølle, der
laa lige overfor Blegdamsvejen. Den gamle Mølle
brændte i Bo og Fred langsomt ned som et Spede-
lys. Sprøjter manglede nemlig dengang fuldstændig.
Den eneste, der eksisterede paa Østerbro, var kort
i Forvejen kørt ind i Byen til en Skorstensild, der
dog allerede var slukket, da den kom. Efter at have
styrket sig ovenpaa den anstrængende Tur begav