257 / 379
253
Hans Efterfølger,
Carl Ludvig Studsgaard,
havde
allerede fra 1875 virket ved Hospitalet som Overlæge
ved dettes femte Afdeling; ogsaa han vandt ved at
træde i
Holmers
Fodspor Anerkendelse for sin store
Omhu og Dygtighed, uden at han dog brød Bane for
noget egentligt nyt. Men han havde allerede under
Krigen 1864 som Operatør ved Lasaretterne paa Au
gustenborg og Hvedholm vundet Navn som en be
hændig og dristig — nogle mente noget for dristig
— Operatør. Mest beundrede man hans Koldblodig
hed og uforstyrrelige Ro; hans tekniske Færdighed
vandt ham Beundrere i hele Europa, Han døde i 1899
midt under sin Gerning, 69 Aar gammel.
Endnu en betydelig Kirurg skal her nævnes; det
er Professor
Peter Axel Thorvald Iversen,
der paa
en Maade var
Holmers
Elev og ved dennes Død over
tog Studsgaards Afdeling. Han uddannede en hel Stab
af dygtige Læger og Sygeplejersker, som han med
stor Myndighed og organisatorisk Evne satte ind i
de mest minutiøse Detailler i enhver Operation, saa
at han i Spidsen for disse stod som uovertruffen i Snar-
raadighed og Dristighed. Vel brød heller ikke han nye
Baner, men hans kliniske Afhandlinger var saa friske,
saa fyldte af egne Erfaringer og Fordybelse i Æmnerne,
at Udlandet ogsaa knyttede store Forhaabninger til
hans Fremtid. Netop som han stod paa sit højeste,
fejret og hyldet fra alle Sider, døde han den 22. Novem
ber 1892, kun faa Dage efter, at han med glimrende
Dygtighed havde udført de vanskeligste Operationer
paa sin Afdeling. Ogsaa han faldt som Offer for sit Ar
bejde. Rastløs, som han var, ænsede han ikke sin egen
Sygdom, en Nyresvaghed; han havde, mente hans
Venner, dog selv haft en Anelse om, at hans Gerning
skulde blive kort; derfra skrev sig hans febrilske,
rastløse Iver for at være Medmennesker, der led, en
god Hjælper, og derfor var Sorgen ved hans Død,
der ramte ham i 48 Aars Alderen, ogsaa ægte og ube
grænset.