DetGamleKøbenhavn

343

Slaget sank om, dødelig saaret. Han bad Folkene

gaa frem, men føjede til: »Jeg har faaet Forfald!«

Beskrivelsen i »Hornblæseren« om, hvorledes han blev

baaret tilbage paa Jægernes Bøsser, er en digterisk

Frihed; thi det var simpelthen ifølge de gældende

militære Regler forbudt Folkene at befatte sig med

sligt.

Alle, der kendte

Frits Hegermann,

vidner ens om

hans store Elskværdighed og hans Ridderlighed;

Mathilde Reinhardt

siger, overensstemmende med det

Billede,

H. P. Holst

giver af ham, at han var noget

tungsindig i Udtryk, som anede han den stolte Skæbne,

der skulde ramme ham ved Bov.

Da vi nu er fulgt med

Saint-Aubains

ind i Nabo

ejendommen, kan vi se os lidt om derinde, og vi

kan da først holde os til, hvad

Mathilde Reinhardt

fortæller; hun maa have været Husets jævnlige Gæst

i Trediverne. Bekendtskabet blev stiftet i Det kon

gelige Theater. Der lagde Frøkenen Mærke til Logen

ved Siden af hendes, hvori der sad en gammel, lidt

norsk-talende Militær med en lille, ogsaa aldrende

Dame ved sin Side; hun havde et saare beskedent

Væsen, talte med sagte Stemme og var lidt tunghør;

men hun fulgte Forestillingen med livlig Interesse

og havde et elskeligt Udtryk, naar hun i Mellem

akterne drøftede den med sine to Døtre, der var saa

venlige og indladende, at Bekendtskabet mellem de

to Logers Indehavere snart kom i Stand.

Var der nogen, der ikke vidste, hvem denne Fa

milie var, blev det oplyst efter Forestillingen; thi

da traadte en af Kontrollørerne hen ved Døren og

meddelte med høj jydsk Røst og med en Snurren

paa R ’erne, der fik hele Teatret til at høre efter:

»Vognen til

Generalløjtnant Hegermann-Lindencrone

/«

Fik man en Indbydelse til at besøge Generalen paa

»Rolighed«, gik det ikke til som ved almindelige Ind

bydelser; nej, saa holdt en skønne Morgenstund Ge

neralens Vogn udenfor ens Hjem; ud traadte de to