345
Naar Samtalen, der var livlig baade Sommer og^
Vinter, drejede sig om æstetiske Emner, var der
ingen, der deltog saa ivrigt som Husets Værtinde,
»Digterinden«
Louise Hegermann-Lindencrone,
hvis-
Pigenavn hvert Barn i Byen kendte, fordi det stod
paa Oversættelsen af
Grimms
Eventyr; — den havde
hendes Fader, den gamle Godsejer
Lindencrone
paa
Gjorslev,
besørget udgivet — Naar hun talte, straalede
hendes Øjne af Godhed, Klogskab og Skælmeri.
I Fyrrerne drøftede man ogsaa politiske Emner;,
der var det den ene Datter,
Bolette,
der var ivrigst;.
hun havde en Del Fordomme, vel ogsaa nogen Bit
terhed; men hun var morsom, naar hun blev heftig,,
egen som hun var.
Den gamle General
var velvillig og hensynsfuld; inden
han førte nogen af de kvindelige Gæster til Bords,,
forhørte han sig først henne i et Hjørne af Stuen
hos en af Døtrene om, hvem der var den ældste, og.
hende blev det altid, der fik Æren.
Af de tre Sønner er den ene omtalt; den anden
blev Generalløjtnant, bekendt fra 1864; den tredie,.
William,
som forkæledes af Moderen, Oberst.
Baske Folk var de gamle. Endnu da de var oppe
i Halvfjerdserne, foretog de med Liv og Interesse en
fornøjelig Rejse til Italien, hvor de svælgede i Nydel
sen af Kunst og Farver.
Et mere gæstfrit Hjem end dette kunde ikke tæn
kes; alle de betydelige Mennesker, der kom der, vid
ner derom. Selvfølgelig var Fruen Midtpunktet.
Oeh-
lenschl'dger
kalder hende »maaske den mest poetiske
Sjæl, Danmark har ejet«,
Mynster
»et af de ædleste,,
fortræffeligste Væsener, han har kendt«,
Peder Hjort
,
med hvem hun korresponderede, naar hun var paa
Rejser, og som købte sjældne Glas og kostbare Ala-
bastervaser, som dengang var noget helt nyt her,
og sendte hjem til »Rolighed«, priser »den poetiske
Sammensmeltning mellem Aand og Hjerte, Forstand,
og Fantasi i Ungdom og Alderdomsaar.«