DetGamleKøbenhavn

345

Naar Samtalen, der var livlig baade Sommer og^

Vinter, drejede sig om æstetiske Emner, var der

ingen, der deltog saa ivrigt som Husets Værtinde,

»Digterinden«

Louise Hegermann-Lindencrone,

hvis-

Pigenavn hvert Barn i Byen kendte, fordi det stod

paa Oversættelsen af

Grimms

Eventyr; — den havde

hendes Fader, den gamle Godsejer

Lindencrone

paa

Gjorslev,

besørget udgivet — Naar hun talte, straalede

hendes Øjne af Godhed, Klogskab og Skælmeri.

I Fyrrerne drøftede man ogsaa politiske Emner;,

der var det den ene Datter,

Bolette,

der var ivrigst;.

hun havde en Del Fordomme, vel ogsaa nogen Bit

terhed; men hun var morsom, naar hun blev heftig,,

egen som hun var.

Den gamle General

var velvillig og hensynsfuld; inden

han førte nogen af de kvindelige Gæster til Bords,,

forhørte han sig først henne i et Hjørne af Stuen

hos en af Døtrene om, hvem der var den ældste, og.

hende blev det altid, der fik Æren.

Af de tre Sønner er den ene omtalt; den anden

blev Generalløjtnant, bekendt fra 1864; den tredie,.

William,

som forkæledes af Moderen, Oberst.

Baske Folk var de gamle. Endnu da de var oppe

i Halvfjerdserne, foretog de med Liv og Interesse en

fornøjelig Rejse til Italien, hvor de svælgede i Nydel

sen af Kunst og Farver.

Et mere gæstfrit Hjem end dette kunde ikke tæn

kes; alle de betydelige Mennesker, der kom der, vid

ner derom. Selvfølgelig var Fruen Midtpunktet.

Oeh-

lenschl'dger

kalder hende »maaske den mest poetiske

Sjæl, Danmark har ejet«,

Mynster

»et af de ædleste,,

fortræffeligste Væsener, han har kendt«,

Peder Hjort

med hvem hun korresponderede, naar hun var paa

Rejser, og som købte sjældne Glas og kostbare Ala-

bastervaser, som dengang var noget helt nyt her,

og sendte hjem til »Rolighed«, priser »den poetiske

Sammensmeltning mellem Aand og Hjerte, Forstand,

og Fantasi i Ungdom og Alderdomsaar.«