351 / 379
347
Fred i den Grad, at de ugeneert spadserede omkring
i Værelserne, medens man var der.
Siden Generalens Død var Gaarden ubeboet, og
det Hele bar et uhyggelig Præg af forfalden Storhed.
Udhusene var nu usle afstivede Træskure; Planke-
verk og Stakitter laae forraadnede paa Jorden, hvor
en medlidende Haand ikke havde sat en Stiver; Haven
var suur, Vand stod over den og slog Bølger, naar
det blæste, og kun i Gangene kunde man med For
sigtighed vade sig frem; thi kom man udenfor dem,
sank man i til Knæerne. Markerne var bedækkede
med et Næt af Quækrødder, som et Par bomstærke
Heste kun med yderste Kraftanstrengelse formaaede
at gjennembryde, og efter 2 Timers Arbeide kunde
de det ikke mere.
Dette er en sandfærdig Skildring af Ejendommens
Tilstand, da den kom i mine Hænder, og naar jeg
ved Kjøbet havde beregnet at kunne sætte den i god
Stand med 3 å 4000 Rdl., saa kom jeg snart til Er-
kjendelse om, at jeg havde gjort Regning uden Vært.
— Imidlertid, Eiendommen havde jeg kjøbt; hvor
elendig den end var, saa stod det dog klart for mig,
hvad den kunde blive til, og stadig fik jeg den kjerere,
idet jeg her fandt alt det samlet, som jeg i mine
dristigste Drømme havde tænkt mig.
I Tillid til, at Forsynet fremdeles vilde skjenke
mig Held til mine Foretagender som Kjøbmand, tog
jeg freidigt fat paa Værket og det med den faste Be
slutning, at alt skulde gjøres tilbunds; af allerbedste
Materialier, saa smukt og hensigtsmæssigt, som jeg
formaaede det, uden at det derfor skulde blive lux-
urieust. Den Kjerlighed, som »Roligheds« Opbygger
saa umiskj endelig havde skjenket det, og som det
havde savnet under den forrige Eier, den vilde jeg efter
Evne yde denne herlige Ejendom igien.
I Overensstemmelse med denne Beslutning be
gyndte jeg da med Haven; fra den nordre Grøft,
langs med Hovedbygningens vestlige Facade lige