353
Men for
H. C. Andersen
blev det mere end dette,
det blev hans virkelige Hjem; »Rolighed« var det
Sted, hvortil hans Længsler higede paa Rejserne i
hans gamle Dage; og naar man, hvad vi jo alle gør,
ved, hvor vanskelig den store, barnlige Digter var at
omgaas, beundrer man saa meget mere den Kærlig
hed, Opofrelse og Forstaaelse, hvormed man søgte
at berede den gamle Digter et roligt Hjem i hans
sidste sygelige Dage.
Paa sin Vis var Digteren jo ogsaa taknemlig der
for; han har sagt det i sine Erindringer, »Mit Livs
Eventyr«, han har sagt det i mange Digte og paa
anden Maade; han siger saaledes om »Rolighed«:
Det H jem er nu et lille Rosenborg
med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
hvor Malmø og Landskrona ses i Solskin
og Tycho Brahes 0 og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaa forbi,
slig Svaneflok, saa stor, kun ses i Sundet.
Naar saa i A ft’nen Himlens Stjerner blinke,
og Fyret fra Trekroner lyser vidt om ,
hvert Fartøj ude tænder sin Lanterne,
tror man at se et festbesmykt Venedig,
en svømmende, illumineret By.
Dog skønnest er her inden fire Vægge
i Gæstfrihedens lykkelige H jem .
Johannes Ewald
sang udødeligt
Rungsteds Lyksalighed. O ! havde han
i vor Tid levet og i dette H jem ,
i dette Hjertelag, hos disse Venner,
han havde sjunget da en dejlig Sang
om »Roligheds og Rosenvængets Roser.
M it H jem i Fljemmet, hvor bag Hyldens Hang
m it Liv fik Solskin og min Harpe K lang,
dig bringer jeg taknemlig glad min Sang!
Knud Bokkenheuser: Det gamle København I.
23