DetGamleKøbenhavn

353

Men for

H. C. Andersen

blev det mere end dette,

det blev hans virkelige Hjem; »Rolighed« var det

Sted, hvortil hans Længsler higede paa Rejserne i

hans gamle Dage; og naar man, hvad vi jo alle gør,

ved, hvor vanskelig den store, barnlige Digter var at

omgaas, beundrer man saa meget mere den Kærlig

hed, Opofrelse og Forstaaelse, hvormed man søgte

at berede den gamle Digter et roligt Hjem i hans

sidste sygelige Dage.

Paa sin Vis var Digteren jo ogsaa taknemlig der

for; han har sagt det i sine Erindringer, »Mit Livs

Eventyr«, han har sagt det i mange Digte og paa

anden Maade; han siger saaledes om »Rolighed«:

Det H jem er nu et lille Rosenborg

med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,

hvor Malmø og Landskrona ses i Solskin

og Tycho Brahes 0 og Gyldenlund.

I Karavane Skibe gaa forbi,

slig Svaneflok, saa stor, kun ses i Sundet.

Naar saa i A ft’nen Himlens Stjerner blinke,

og Fyret fra Trekroner lyser vidt om ,

hvert Fartøj ude tænder sin Lanterne,

tror man at se et festbesmykt Venedig,

en svømmende, illumineret By.

Dog skønnest er her inden fire Vægge

i Gæstfrihedens lykkelige H jem .

Johannes Ewald

sang udødeligt

Rungsteds Lyksalighed. O ! havde han

i vor Tid levet og i dette H jem ,

i dette Hjertelag, hos disse Venner,

han havde sjunget da en dejlig Sang

om »Roligheds og Rosenvængets Roser.

M it H jem i Fljemmet, hvor bag Hyldens Hang

m it Liv fik Solskin og min Harpe K lang,

dig bringer jeg taknemlig glad min Sang!

Knud Bokkenheuser: Det gamle København I.