360 / 379
356
»Jeg er saa urimelig, at jeg er en Plage for alle,«
sagde han, »men tilgiv mig, jeg er saa syg.« Han
tænkte paa at rejse til Syden og sagde sin Lejlighed
>op, men tog saa til »Rolighed«, hvor han havde to
Værelser paa første Sal med Veranda ud mod Øre
sund.
Han var meget svag, kunde ikke gaa op og ned
ad Trapperne, men var glad ved en Tjener, han havde
for sig selv. Kun een Gang i Løbet af Sommeren
var han nede i Haven, hvor han med egen Haand
havde plantet saa mange Træer og Blomster.
»Blomsterne ved godt, at jeg holder af dem,« sagde
han, »for naar jeg stikker en Pind i Jorden, saa gror
den.« Men han kunde ikke længer binde de smaa
Buketter, hvormed han yndede at smykke Kuverterne
ved Middagsbordet. Men han glædede sig ved de Aa-
kander og Skovblomster,
Frøknerne Melchior
bragte
ham. — »Tror De, det bliver slemt for mig at dø?«
spurgte han, »tror De, jeg bliver fordømt?«
Han vilde dog stadig gerne leve og lagde Planer
om at tage til Bregentved. En Maaned før han døde,
lod han sin Kuffert halvt pakke, købte nyt Tøj og
bestilte 200 nye Visitkort. Han tænkte ogsaa paa
at bygge sig en Villa, et Eventyrhus, der skulde ligne
Fru LIeibergs i Rosenvænget lidt, og dog skulde den
være helt forskellig derfra.
Entréen skulde være rund med et let Glastag over
og saa med Grønt op ad alle Væggene, og store Træer
skulde der gro til alle Sider; i Midten skulde der
være et mægtigt Springvand med Guldfisk i, rundt
omkring i det grønne skulde alle de store Digteres
og
Thorvaldsens
Buste staa, og midt imellem dem
vilde han saa selv sidde og digte, saa det skulde blive
til noget.
Fru Melchior
havde lavet et Telt af Tæpper om
kring ham ude paa Verandaen, for at han kunde
sidde der og se ud over Sundet. Han sad næsten al
tid med lukkede Øjne, og han sagde: »Jeg har det saa