366 / 379
362
Idyller? Ved De f. Eks. ikke, at Dvrehavsbakken,
da Oehlenschlåger skrev sit »St. Hans Aftensspil«, var
Samlingssted for det værste Krapyl. naar netop enkelte
Festdage undtages, og at Politiprotokollerne vrimler af
Sager om Slagsmaal, Drukkenskab, Knivstik o. 1.?«
Det turde nu imidlertid være, at Sandheden ligger
lige midt imellem Elenrik Hertz’s Idyl og det dydige
Borgerskabs Foragt.
Der er en Sandsynlighed for, at »De fattiges Dy
rehave« i Hertz’s Tid har været et højst uskyldigt
Eldorado for Smaafolk, der ikke havde Raad til at
drage den lange Søndagsvej til »Skoven«, hvormed
de forstod Charlottenlund, og at det senere, da man
beskar Haven først fra Søsiden og siden fra Land
siden, ved at skære Stranden bort og bygge høje
Huse paa Siderne af det, har tabt sin landlige Char
me, og det skete netop i Halvtredserne; men da Vær
ten opdagede omkring 1860, at den endelige Under
gang truede hans kære Have, har han, som det vil
fremgaa af nedenstaaende samtidige Beretninger,
den ene fra 1852, den anden fra »Dødsdomsaaret«
1885, anstrængt sig ved at lægge sin Flave om, men
det har ikke hjulpet. Selv om disse to Fortællinger
mulig indeholder nogle Gentagelser, supplerer de dog
hinanden godt. Altsaa:
Manden fra 1862
fortæller, at ude ved Kalkbræn
deriet, helt forbi Classens Flave, hvor Sundet skærer
sig ind i Københavns Amts nordre Birk, laa allerede
for adskillige Aar siden denne »Dyrehave«, der, om
ikke i andet saa dog i Navnet havde noget tilfælles
med den rigtige Dyrehave. Dyrene indskrænkede
sig ganske vist til Vandrotter og en Lænkehund, der
gik løs om Natten, og de stolte Bøgetræer, ja, de
fandtes der ogsaa, men sirligt opstablede i mægtige
Favnestykker, der kunde bringe en Brændehandlers
Hjerte til at gløde og hans Tanker til at udvide sig;
men lidt grønt var der dog altid, og Guds frie Natur
var ikke snøret i hæmmende Baand«.