361 / 379
357
godt, saa godt, og Verden er saa dejlig, Menneskene
saa gode; det er et velsignet Sommervejr, og Livet
er saa smukt; det er, ligesom jeg sejlede bort til
fjerne Lande, bort fra al Smerten og alt det onde.«
En Aften kunde han ikke sove for et Digt; han
bad
Fru Melchior
skrive det ned, da han var bange,
det var borte fra hans Tanke, naar han vaagnede
næste Morgen.
Med Øjnene lukkede og vendt mod Væggen dik
terede han det. Det blev hans sidste:
I FORAARET I KØGE
Til lille Charlotte.
En lille Lærke kvidrende kom ,
hen over Køge den sang;
I Hønsegaarden en Høne løb om,
den sagde: »Nei, hør dog en Gang!
Den bilder sig ind efter eget Skøn,
at ingen sligt hørte og saae;
just jeg kan klukke og Triller slaa,
og saa er jeg en af de K øge-H øns,
man kan lave Suppe paa!«
Den 19. Juni førte han sidste Gang selv sin Dag
bog. Den 28. Juli var han sidste Gang oppe og ude
paa Altanen, hvor han syntes, at hans Tanker fløj
til de fremmede Lande med alle Skibene, der som
hvide Svaner stævnede til hans Længslers fremmede
Kyster.
Hver Morgen bragte
Fru Melchior
ham en dejlig
Rose; han kyssede den og trykkede hendes Haand
med et taknemligt Rlik og et lyksaligt Smil. »Hvor
De maa være træt af mig!« sagde han.
Der er noget uendelig skønt og storslaaet i
H. C.
Andersens
Afsked med Livet; men som den skønne,
harmoniske Raggrund hertil staar Slægten
Melchiors
opofrende Kærlighed og hjertelige Forstaaelse af