363
Her samledes liver Søndag Eftermiddag om Som
meren Nyboders Befolkning og Beboerne fra det
lige saa fattige som folkerige nordre Kvarter af Sta
den; Beværtningen var tarvelig nok, saa man bragte
selv Fortæringen med i en Bylt eller i Barnevognens
Magasin (det sidste gjorde f. Eks. Kasketmager
Con-
radsen
ikke, der var slet intet Barn i Vognen, kun
Mad, saaledes som vi kender det fra Hertz’s Vaude
ville og fra det morsomme Billede af Rosenkilde i
denne Rolle) og lejrede sig paa Grønsværet eller hvor
det kunde falde sig, spiste sit Smørrebrød, lod Lær
ken gaa rundt, og gik det rigtig flot til, fik Mutter og
Ungerne sig en Tur i Gyngen, og saa gik man hjem
til Ugens Slid og Slæb. Men, som sagt: Tiderne for
andredes. Københavnerne nøjes nu ikke længer med
de tarvelige Fornøjelser, man bød dem paa »Rosen
lund eller Freds’ber«, Kommersraaden, den store
Car-
stensen
omplantede Morskabens Træ, og De fattiges
Dyrehave fik ogsaa sin Del af Frugterne.
Nu ser vi Gyngen gaa op og ned, fint og nyt ma
let, og Karusselien køre rundt til Musikkens sking
rende Toner; flotte Opvartningspiger, der ikke læn
ger husker den Tid, da de glemte at rødme over
en saftig Spøg, har afløst
Peter,
som vi kender fra
Hertz, og snor sig travlt omkring mellem den muntre
Skare og de tæt besatte Lysthuse, idet de forsørger
Befolkningen med halve Bajere, Toddyer og andre
Livsfornødenheder. Publikum ser ud som paa andre
Forlystelsessteder, kun en og anden gammel Ulk
med Trøje og blank Hat slentrer omkring som en
Levning fra de gode gamle Dage.
Der er ingen Tvivl om, at denne Beretning skyldes
den Periode, da Etablissementet ligesom et Lys
blussede op for sidste Gang, inden det lagde sig til
at dø, med andre Ord: de Aar, da Værten ved at
fikse det hele op søgte at genrejse det gamle Ry fra
Henrik Hertz’s Dage; det syntes et Øjeblik at skulle
lykkes ham, han drog jo efter Beretningen Folk til