DetGamleKøbenhavn

366

lende Kugle og de over Ende ramlende Kegler paa

de aabne primitive Skydeindretninger, enkelte skæ

rende Toner fra en Violin eller Harmonika og de unge

Pigers Hvinen fra Kastegyngerne; naar hertil kom

mer de mange Nybodersdrenges gratis ekvilibristiske

Produktioner, der godt kunde maale sig med Artister

nes Præstationer paa Bakken, vil man maaske kunne

forstaa, at Lokalet stærkt mindede om det Sted, det

var opkaldt efter.

Nu var der imidlertid betydelig mere stille og fred

sommeligt; Familierne, som sad omkring Lysthu

sene og nød deres Aftensmaaltider, var ikke saa høj

røstede som dengang, og hele Scenen gjorde ikke

det gemytlige, familiære Indtryk som tidligere; Gyn

gen var vel i Gang, men lod til at være forbeholdt

Børnene, den uundværlige Abekat fik Lov at sidde i

Bo oppe paa Stangens runde Brik og saa saa filo

sofisk ud som nogen

Simon Stylites,

og den gamle

Mand med den hæse Harmonika fristede ingen til

at tage sig en Svingom til hans ejendommelige Trans

skriptioner af ældre og yngre Melodier.

Medens jeg sad og anstillede disse Sammenlignin

ger mellem før og nu, kom en gammel Fyr hen til

Lysthuset og tog med et kort: »Mej faa Lov« Plads

ved den anden Side af Bordet.

Jeg saa op paa ham, idet jeg gav min allernaadig-

ste Tilladelse, og det forekom mig, at jeg havde set

Manden før, jeg betragtede ham nøjere og fik efter-

haanden et af disse gaadefulde Indtryk af, at jeg en

Gang tidligere havde oplevet den Situation, hvori jeg

nu for Øjeblikket befandt mig: »Ja, Herren kender

mig maaske nok?«

»Ja, jeg synes virkelig,« svarede jeg, »men i Øjeblik

ket kan jeg ikke huske, hvem . . . .« — »Jeg er

Con-

radsen

«. — »Conradsen?« spurgte jeg og ledte om i

min Hukommelse, hvor jeg kendte det Navn fra.

»Ja, det er mig, som han Digteren Hertz tog Maal

af herude og satte ind i en Komedie.« — »Naa, ja;