373 / 379
369
»De vilde være af akkurat samme Mening som
jeg,« fortsatte Conradsen, »hvis De var kommet her
ud i den rigtige Tid. Nu er Anstalten ganske vist
ikke saa besøgt som for 30—40 Aar siden, da skulde
De have set! Hvert eneste Lysthus var besat, og det
gjorde ingenting, at man kunde kigge ind til Naboens
og se, hvad de havde paa Bordet, for vi generede
os ikke for hinanden; var der ikke andet end stegt
Flæsk, saa
var
der ikke andet! Men Humøret var der
immer. Kan De se de Plakater, der endnu er sla’ede
op i hvert Lysthus, og som beder Folk om ikke at
medtage Drikkevarer? Jo, det skulde fedt hjælpe,
vi havde altid alligevel Lærken med, ikke saa meget
for at spare som det Grin, det var at skulle luske
sig til at drikke af den. Se, nu behøver man blot at
række Haanden ind ved Siden af paa »Fortuna« for
at faa en Hundredtusend Snapse eller flere; men
saadan er det: for meget af det gode ødelægger alt,
det er ikke Overflod, der skaber Lykken! . . . . De
har kneben os ind paa alle Maader; først tog de
Badehusene fra os — naa, det kunde være det sam
me, for de var oprigtig talt aldrig saa efterspurgte
som Lysthusene; — men det var dog immer, som jeg
vil sige, poetisk og opløftende for vore Pigebørn, at
de om Aftningen kunde gaa ved Stranden og sla’
Smut. — Og saa tog de Dansemusikken fra os, og
gjorde det ingen andre Ulykker, saa tog det Livet af
Ulriksen
— De kan nok huske ham min Ven, Ben
drejeren, som
Hertz
ogsaa omtaler i Komedien. Ja,
han har nu for mange Aar siden lagt sine Ben ude
paa Garnisons, og det var bare af den Grund, for det
var nu Ulriksens Lyst at dreje rundt paa sine egne
Ben om Søndagen, jeg tænker, fordi det var en be
hagelig Afveksling fra alle de andres Ben, han drej
ede paa de Søgnedage. Han sagde det selv, det ved
den gode Gud, han gjorde, han sagde det selv, da
han hørte, at der ikke blev mere af den Plaser —
»Conradsen,« sagde han, »nu kan vi to gamle lige
Knud Bokkenheuser: Det gamle København I.
24