377 / 379
373
kelt Rytter i Spidsen styrer sin Vej ned imod ham.
Det er en spinkel og tynd Figur, som sidder rank i
sin røde Mondur, mens Rabatten skinner lyseblaa.
Regnkappen falder ned over hans Skuldre, og langs
Garderbukserne hænger Pallasken, medens Fjer
busken nikker fra Hatten. Hans Ganger er hvid som
hans Haar:
det er gamle Kong Frederik den Sjette.
Og han spørger:
»Hvor gaar det i Danmark, du danske Mand,
er der Krig eller Fred i vort Fædreland,
og holder man sammen herhjemme?«
Da Digteren har fortalt ham om Slaget paa Isted
Hede, ranker Kongen sig og siger:
»For
det
Officererne takke vi kan,
der dannede var i min Skole«;
men saa spørger Kongen:
Men fremmes nu ogsaa Rigets Gavn,
Befæstningsværnet om København? —
Nej
det
— jeg gensvared — hviler.
Da bliver den gamle Konge vred; han udbryder:
Vid, Danmarks Æ re bevæger mit Sind,
begiv dig i
mit
Navn til Folket ind
og højt dem forkynd, hvad jeg taler —
Velan, blev han ved, da sidste Gang
i Kam pen for Slesvig Kartoverne klang,
var det Jylland, der Tørnen afbøded,
naar næste Gang nærmer sig Krigens Ravn,
da gælder det Sjælland og København,
dens Volde rnaa tage mod Stødet.