DetGamleKøbenhavn

365

vil sikkert forbavses over dette Udtryk; men det

forholder sig virkelig saaledes. Dette er ikke mere

end 20 Aar siden, at den Familie, jeg taler om, i

Slutningen af Maj Maaned velindpakket i en Flytte

omnibus flyttede fra Nørregade til Kalkbrænderiet

for at nyde Landlivet, akkurat som Folk nu tager til

Vedbæk eller Rungsted, ja, jeg har endog i samme

Tid mere end een Gang gæstet en Familie, som om

Sommeren lejede sig ind i en overordentlig landlig

og rolig Egn — mellem Østerfarimagsgade og Sorte

damssoen.

Sandt at sige fandt jeg ikke, at Beværtningsha

verne havde vokset sig kønnere med Aarene; de

mindede mig snarere om gamle Koketter, der har

mistet deres barnlige Uskyldighedspræg og nu søger

at vække Opmærksomhed ved iøjnefaldende Klæde

dragt, støjende Væsen og andre lige saa forkastelige

Midler.

Det viste sig, at jeg var kommet ind i »De fattiges

Dyrehave«, som paa

Hertz's

Tid slet ikke uberettiget

kunde sammenlignes med Dyrehavsbakken. Den

smalle Spadseregang mellem Haverne lignede virke

lig Gangen mellem Teltene paa Bakken; der var ofte

den samme Trængsel af trætte og svedende Gæster;

man traf Familiefaderen i Skjorteærmer og hans

Kone med den tunge Madkurv under Armen, over

stadig lystige Søfolk, som brødes for Spøg, solbrændte

Underofficerer, der gjorde Kur til Pigerne paa en

noget haandgribelig Maade eller skyndte sig for at

komme ind og snapse hos deres personlige Ven, den

pluskæbede Vært, som stod i Indgangsporten; og i

een Henseende kunde dette Sted rolig optage Kon

kurrencen med Dyrehaven, nemlig i de over det hele

hvilende kompakte Støvskyer. Og i Støjen og Snak

ken af alle disse Mennesker blandede sig Spektaklet

fra Lirekassen ved den store Karussel i »Rhinen« -—

et Beværtningssted lige overfor De fattiges Dyrehave

og dettes tarvelige Konkurrent — Lyden af den rul