371 / 379
367
nu kan jeg godt se det! . . . . Jeg tænkte slet ikke
paa Dem, for, rent ud sagt, saa troede jeg . . . .«
»Ikke at jeg levede længer? . . . . Jo, jeg gør dog;
men nu er det snart forbi med mig, jeg har faaet mit
Knæk.« — »Er det Alderen, der trykker Dem?« —
»Nej, det er saamænd ikke — det er
Spritfabrikken
»
Fortuna
«. — »Hvad behager? Spritfabrikken »For-
tuna« — jeg forstaar ikke . . . . De har da ikke slaaet
Dem til Flasken?«
»Nej, det kunde dog ikke falde mig ind, lige saa
lidt som jeg kunde hitte paa at gaa hen og blive
total; nej, man skal sky alle Ekstravagancer!« —
»Har De da en Ansættelse ved Fabrikken?« — »Nej,
Gud velsigne Dem, gode Herre; De ved jo nok, at jeg
er Kasketmager . . . . det vil sige, nu er jeg rigtignok
paa Pension.« — »En pensioneret Kasketmager? Det
Begreb kender jeg ikke.«
»Jo, saadan kalder vi nu i vores Profession dem,
der ikke bestiller andet end at reparere Huer til mili
tære, for — forstaar De — det Arbejde kan man
altid paatage sig; det gør ikke saa nøje, om Huen
sidder ganske rigtigt, eller der er Dit eller Dat, som
trykker et Sted, for det mærker saadant et Hoved af
en Rekrut ikke.«
»Men saa forstaar jeg ikke, hvad den Spritfabrik
har gjort Dem!« — »Det er netop ogsaa akkurat der
for, at jeg er kommet her hen for at fortælle Dem
det. De skriver jo i Aviserne, ikke sandt?« — »Jo—o,
undertiden.«
»Det havde jeg nok hørt, og det er af den Grund,
jeg vil bede Dem gøre mig en Tjeneste! Der snakkes
saa meget i denne Tid om den skrækkelige Ødelæg
gelse, som den megen Sprit volder, og al den For
styrrelse, den bringer i Familielivet; de fylder totale
Blade med afholdende Prædikener og laver Templer
og Foreninger, hvor der ingen Sprit er i — men se,
om en eneste af alle de kloge Herrer har tænkt
paa at sige saa meget som et Ord mod den Øde