359 / 379
355
til sine Værelser i Nyhavn Nr. 18, hvor han laa un
der sin fortsatte Sygdom, hvor mange viste ham Del
tagelse, og hvor bl. a.
Christian d. IX
og den senere
Frederik d. VI I I
hyppigt besøgte ham.
Den 9. August 1874 kom han fra Bregentved til
»Rolighed«, og skønt han befandt sig vel ved at være
mellem sine Venner, klagede han idelig over, at han
skrantede: »Søen stinker, som var den opfyldt med
Aadsler, Vejret er koldt og regnfuldt, Maven er daar-
lig, Nerverne angribes, og Gigten faar saadan Over-
haand, at det bliver ham besværligt at gaa. En Dag
gribes han af Feber, og Gigten tager Magten fra
ham, saa at hans tandløse Kæber idelig støder
sammen, han ryster, og han maa krybe i den opvar
mede Seng.
Senere bliver han bedre, og han kan fra sin Balkon
se Luftskipperen
Sivel
drive ad Sverige til; didhen
fører Vinden.«
Han kom dog nogenlunde til Kræfter og foretog
smaa Køreture. Men opgav selv Haabet og sagde:
»Pas paa, jeg lever ikke et Aar endnu; nu
har
jeg sagt
det, skriv det op, og se, om det ikke slaar til, naar
jeg er død. Men sæt nu, at jeg levede længere, at jeg
blev 80 Aar — det bliver jeg nu ikke; men hvor lidt
var det saa ikke, jeg havde tilbage, o Gud, o Gud,
det er jo ingen Ting. De kan tro, naar jeg
nu
var 30
Aar og dog havde
min
Udvikling, saa skulde jeg drive
det til noget, saa skulde jeg først blive
rigtig
verdens
berømt. Ved De, hvad jeg saa vilde gøre? Jeg vilde
slaa Kuldbøtter ned ad hele Østergade, forstaar De,
af bare Livsglæde.«
Vinteren gik uden Bedring, og Humøret tog som
Følge af Sygdommens Art stadig af. Han opnaaede dog
at være til Stede ved det nye Kongelige Teaters
Aabningsfest. Han førte stadig sine Dagbøger og skrev
paa »Mit Livs Eventyr«; men han holdt ikke længer
sine berømte Taler ved Middagene, og han skrev ikke
Breve.
23*