345 / 379
341
Tre Aar efter solgte den sidste Bonfils sin Del af
Fabrikken og Jorden til Major
Friederich Julius
Christian von Saint Aubain,
og endelig gik den nord
ligste Del af Grunden over paa den bekendte Sæbe
syder og Grosserer
Jørgen Bechs
Hænder, og han
solgte atter sin Del til Stenhugger
I. W. Krause.
Fra dette Øjeblik af begynder den Del af Kalk
brænderiets Historie, der har mere end borgerlig In
teresse, nemlig
den litterære.
Her skal begyndes meddet
Saint-Aubainske
Sommer
hjem, som laa i Midten, og om hvilket de fleste og
første Erindringer samler sig. Sønnen
Andreas,
den
kendte Forfatter
Carl Bernhard,
fortæller i: »En gam
mel Herres Erindringer« bl. a. følgende om sin tidlige
Barndom paa Østerbro:
»Min Fader havde imidlertid købt en Ejendom tæt
udenfor Staden, lige ved Strandkanten. Her tilbragte
vi de følgende Sommere, og det var jo en umaadelig
Glæde, som bragte os let over Vinteren. Tæt ved os,
saa nær, at vore Haver stødte sammen, boede en
elskelig Familie, som efterhaanden blev vor stadige
Omgang, og med hvem vi blev forbundne i et op
rigtigt Venskab. (Det er
Hegermanns,
her sigtes til).
Børnene voksede op med os' Børn. Hvad jeg har ejet
i denne Kreds, kan jeg ikke noksom erkende; i mere
end halvhundred Aar har jeg disse Forældre og Børn
at takke for mange af mine gladeste og lykkeligste
Timer.«
Ude paa Kalkbrænderiet tilbragte
Andreas Nic. de
Saint Aubain
og hans Søskende, to Brødre, hvoraf den
ene,
Frederik,
var en ung, dygtig Kavalleriofficer,
men døde i sin mest lovende Alder, og den anden
langt yngre
Anton Philippe,
der faldt som Major
ved Isted, og endelig den yndige Søster
Albertine,
deres lykkelige Barndoms- og Ungdoms-Somre.
Saint Aubains
Drenge sluttede et varmt Venskab med
den jævnaldrende
Frits Hegermann-Lindencrone,
der
i Ferierne fra Landkadetakademiet medførte sin Klas