316 / 507
p
©
J
- f —
1
i
i l
^
J
l
*
'■ ■ ■■
Kærnekasse m. tøse indlæg.
D e l skraverede viser de løse indlæg
Fig. 1464.
Set fra A.
a Sk iftstykker for kærne 1-3
Den punkterede linie viser kiler
i bund a f koernekasse for kærne 2 - 4
Fig. 1465 b.
les i formen. Det er ligeledes nødvendigt, at model og
kærnekasse forsynes med lås, for derved at sikre sig,
at kærnerne anbringes rigtigt i formen.
Alle store modeller bør være forsynet med metal
beslag til optagning af modellen, og det er bedst at
benytte metalstyr, hvad enten det drejer sig om større
eller mindre modeller, især hvor modellen skal be
nyttes mange gange. Hvis man bruger træstyr, skal de
laves af hårdt træ og drejes med bryst. Ønsker man
at benytte W ' tappe, skal den del af tappen, som
fastsættes i overparten, kun være V
2
"; man forhindrer
derved, at hele tappen på tunge modeller trykkes op
i overparten, når denne pålægges underparten.
Fig. 1466 viser et eksempel på en model, som for
mes trepartet.
Skibsskruer.
Man skelner mellem en højreskåret og en venstre-
skåret skrue. En skrue er
højreskåret,
når den drejer
til højre for at drive skibet fremad, og
venstreskåret,
når den drejer til venstre - i begge tilfælde, når man
ser mod skibets agterstavn. Til sammenligning kan
nævnes, at gevindet på en almindelig træskrue er
højreskåret. Skruen består af navet og skruebladene.
Den side af skruebladet, som vender bort fra skibet,
benævnes
tryksiden,
den, der vender mod skibet, kal
des
bagsiden.
Den kant, der først rammer vandet, kal
des den
fø rend e kant,
og den, der sidst slipper van
det, kaldes den
fø lgen d e kant.
En skrues stigning er
den længde, som den ville tilbagelægge i een omdrej
ning, hvis den bevægede sig i en møtrik. Da den be
væger sig i vand, opstår der en forskel mellem den
teoretiske længde, som den skulle tilbagelægge ved et
bestemt antal omdrejninger, og den længde, som den
i virkeligheden driver skibet frem; denne forskel
kaldes
skruens slip.
En skrues stigningsvinkel findes
ved på en vandret linie at afsætte skruens omkreds og
på en lodret linie skruens stigning og trække en linie
mellem disse to punkter - fig. 1467. Stigningsvinklen
er ved skruebladets spids. Da en skrues omkreds kan
blive en ret lang linie, hvis det drejer sig om en stor
skrue, er det nemmere at afsætte skruens radius på
grundlinien og dividere stigningen med 6,28, som er
den kvotient, man får ved at dividere en cirkels om
kreds med dens radius. Oplimning af et skrueblad kan
f. eks. foregå på følgende måde.
Fig. 1467 viser ved A et plant billede med et snit af
bladets tykkelse. Bladets radius er inddelt i et lige
antal dele, betegnet a-a, b-b, c-c og d-d. Da alle
ribberne går fra centrum til bladets spids, føres bla
dets lige kanter helt ud til denne. B viser navet med
stigningsvinklen d-d ved bladets spids, skærende na
vets centrum. Ved at føre punkterne a-a, b-b, c-c og
d-d fra A over til B bestemmes disse punkters stig
ningsvinkel. For nemheds skyld tegnes disse stig-
716