var Jens Jensen nok klar over, at han ikke på samme måde kunne præge
sekretariatets arbejde, som han havde præget det skandinaviske samar
bejde. ISLOs administration blev overtaget af den tyske landsorganisa
tion med Carl Legien i spidsen, og det varede ikke længe før de tyske fag
foreningsfolk dominerede sekretariatet med deres neutralisme i forhol
det mellem fagbevægelse og parti. Måske var det sin egen og dansk fag
bevægelses magtesløshed Jens Jensen forudså, da han besluttede sig til
at lægge det faglige arbejde bag sig. Han havde gjort det godt,bedre end
de fleste faglige ledere.
Jens Jensens overgang til sit parlamentariske virke afspejler i sig selv
den snævre vekselvirkning mellem fagbevægelse og parti, der var sære
gen for dansk arbejderbevægelse, og i en vis forstand kom Jens Jensen
næsten til at personificere denne vekselvirkning. Dertil kom, at han så
muligheden for at opdyrke en anden side af sit væsen, en anden tilbøje
lighed, da han sagde fagforeningsarbejdet farvel.
Jens Jensen var nemlig noget af en hjemmefødning, hvor mærkeligt
det end kan lyde. Samtidig med sit internationale udsyn og virke bevare
de han en nær tilknytning til barndomshjemmet på Fyn.Det vidner hans
omfattende korrespondance med forældrene om.12Hans vugge stod på
Fyn, hans andet hjem blev København, hvor han giftede sig, stiftede fa
milie og fik børn. Hvad lå da nærmere for end at søge indflydelse i byen?
Så meget mere som det faldt i tråd med hans og partiets ideer om at de
mokratisere samfundet og skaffe arbejderne indflydelse.
Arbejdet i borgerrepræsentationen interesserede ham, selv om han af
gode grunde ikke havde kunnet gøre så meget ved det.
Da han derfor - lidt til sin egen overraskelse - fik tilbudt posten som
borgmester i København i 1903, var han ikke længe om at betænke sig.
En borgmesterpost var helt i overensstemmelse med partiets strategi om
at erobre kommunerne. Tilmed var det ikke hvilken som helst borgme
sterstol, Jens Jensen satte sig i, og overtagelsen af den indflydelsesrige fi-
nansborgmesterpost faldt helt i tråd med hans ungdomslærdom om
økonomien som determinerende til syvende og sidst for alle andre akti
viteter.
Ikke alene Jens Jensen, men en lang række andre fagforeningsfolk og
socialdemokrater påbegyndte i de år en vandring ind i samfundets, hvis
poster åbnede sig for dem i kølvandet på 1899 og 1901.
Umiddelbart tegnede det lovende, men på længere sigt blev det et
Søren Federspiel
124