123 / 193
1. maj, Fæ lledparken og borgmester Jensen
to hovedorganisationer, De samvirkende Fagforbund og DanskArbejds
giver- og Mesterforening. De to landsdækkende organisationer måtte
prøve hinanden af, og alt var lagt til rette, så det skulle ske fra foråret
1899. Konflikten brød ud den 24. maj og blev den længste og hidtil mest
omfattende, først den 5. september var den slut. Det indgåede forlig fik
navn efter måneden.
Septemberforliget, hvor parterne gensidigt anerkendte hinanden, det
langvarige konfliktforløb, de to mastodontorganisationer, det hele var
enestående ikke blot i dansk, men i international sammenhæng. Udefra
kunne det se ud som et velforberedt og kontrolleret, ja eksemplarisk
konfliktforløb.
For deltagerne var storkonflikten barsk virkelighed. De udelukkede
led sult og afsavn, men solidariteten bar dem igennem, den kom også fra
udlandet i form af kontanter.
På arbejdersiden var Jens Jensen hovedmanden som landsorganisa
tionens bygmester og organisator af kampen, og udlandet havde da
også bud efter ham for at høre, hvad det var, der foregik i Danmark. Kort
efter 1. maj var han således i Frankfurt til den tyske landsorganisations
kongres, hvor han redegjorde for perspektiverne i den forestående stor
konflikt. De tyske fagforeningsdelegerede troede næppe deres egne
øren, men lovede fuld opbakning bag de danske klassefæller.
Blandt de træk, der adskilte dansk fagbevægelse fra udlandets, var en
meget høj organisationsgrad i Danmark, der sagde spar to til, hvad man
kunne opvise andre steder. Det hang sammen med, at dansk fagbevæ
gelse var en socialistisk enhedsbevægelse uden konkurrerende gule el
ler kristelige fagforeninger. Også det var et særsyn i international sam
menhæng ligesom den snævre tilknytning mellem fagbevægelse og par
ti, der havde udmærket dansk arbejderbevægelse fra begyndelsen.
Septemberforliget og arbejdsgivernes anerkendelse af arbejdernes ret
til at organisere sig gav større råderum for bevægelsen som helhed og
førte over i en gradvis samfundsmæssig anerkendelse.
1. maj 1900
Det gav sig meget kontant udtryk ved det følgende års maj demonstra
tion. Fra år 1900 fik arbejderbevægelsen for første gang myndigheder
nes tilladelse til at drage i optog gennem gaderne - 1 0 år efter den første
majdemonstration. Hvad arbejderne havde opnået, var ikke blevet dem
121