120 / 193
På den ene ændringen i forholdet mellem fagbevægelsen og arbejds
giverne, der i løbet af 1890erne skiftede fra noget, der kunne minde om
skyttegravskrig, til gensidig accept. En udvikling, der besegledes med
Septemberforliget i 1899.
På den anden, den politiske front, skete en lignende udvikling. Forfat
ningskampen blev nedtrappet i løbet af 1890erne for i 1901 at munde
ud i parlamentarismens indførelse, der principielt gjorde Socialdemo
kratiet salonfähig, samtidig som fortøjningen kappedes til den gamle al
liancepartner Venstre.
Kort sagt, hvor arbejderbevægelsen det meste af 1890erne endnu be
fandt sig i belejringstilstand med det borgerlige samfund, så betegnede
det 20. århundrede indgangen til en frihed, hvor fjenden blev mere ud
flydende og vanskeligere at få øje på. Belejringstilstanden var ikke kun i
overført betydning. Under demonstrationerne på Fælleden var arbej
derne i bogstavelig forstand omringet af politi, gendarmer og underti
den regulære militære enheder i en nærmest borgerkrigslignende til
stand.
Processionen på Fælleden
Forbudet mod optog i gaderne bevirkede, at arbejderbevægelsen efter
hånden brugte selve Fælleden til procession.
I begyndelsen gik det i to kolonner over grønsværen fra Fælledens ud
kant ved Blegdamsvejen til de to talerstole. Da fælledmøderne kom
igang igen midt i 1890erne blev processionen mere organiseret, hvert
fag gik for sig og lidt efter lidt antog majoptoget laugsagtige træk. Fagfor
eningsfanen blev ført i spidsen for fagets symboler, og fag for fag mødte
med sin gruppe i arbejdstøj med redskaber og eksempler på kunstfær
digt udførte arbejder. Den udvikling pegede ikke kun bagud mod laugs-
tiden, men også fremad mod fagenes fest. Optogets rute blev efterhån
den også fast, fra de to små søer kaldet Fiolger Danskes briller gik turen
til festpladsen ved Store Vibenshus.
En anden fast ingrediens i majdagen var sangene, hvoraf der var tre,
ofte digtet til lejligheden og på melodi fra en populær vise - en for 8-ti-
mers dagen, en for socialismen og en forårssang.
Ankomsten til Fælleden havde fra begyndelsen haft mere lighed med
en omgåelse end en overholdelse af forbudet mod procession i gaderne.
Så mange mennesker kunne simpelthen ikke ankomme enkeltvis til
Fælleden på et fastsat tidspunkt, og mod slutningen af 1890erne, da
Søren Federspiel
118