133 / 193
1. maj, Fæ lledparken og borgmester Jensen
hverveiser i årene fra 1894 til 1901, der inddrog de gamle landsbyer Em-
drup, Utterslev, Valby, Brønshøj, Husum og Sundbyerne på Amager.
Det konservativt dominerede bystyre var nærmest indstillet på at be
bygge Fælleden, mens Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen der
imod ønskede at bevare den som rekreativt område for byens hastigt
voksende arbejderbefolkning. Denne opfattelse lå i forlængelse af par
tiets ideologisk-politiske grundholdning, der gikud på at demokratisere
samfundet. Omdannelsen af Fælleden fra militær øvelsesplads til folke
park ville være en eksemplarisk opgave for det københavnske social
demokrati og tiden syntes at arbejde for partiet.
1 1893 satte vælgerne for første gang to socialdemokrater ind i borger
repræsentationen. Den ene var Jens Jensen, den anden skolelærer K.M.
Klausen. Slutningen af 1890erne oplevede en sand socialdemokratisk
invasion i det københavnske bystyre. Det blev til tre i 1897: P. Knudsen,
P. Holm og C. M. Olsen, alle garvede, veltjente folk. Året efter kom den
yngre generation, F. J. Borgbjerg sammen med med tømrer From Peter
sen, maler Rud. Poulsen og vekselerer Lamm, der dannede overgang til
de liberale, således at den frisindede gruppe udgjorde 20 ud af ialt 36
borgerrepræsentanter. Med udgangen af 1899 blev K. M. Klausen råd
mand for magistratens 1. afdeling og fra 1902 beklædte P. Knudsen
hvervet som rådmand for magistratens 3. afdeling. Samme år skrumpe
de Højres gruppe i borgerrepræsentationen ind til en mand, og i 1903
kom så kronen på værket for Socialdemokratiet - landets første borgme
sterpost.
Stadens arealer henhørte også under finansborgmesterens ressort, og
med Jens Jensens organisationstalent og visioner kom der gang i Social
demokratiets planer med Fælleden.
Allerede i 1890 under agitationen for majdagen havde han givet ud
tryk for sine ideer: »En af de største fordele ved en forkortelse af arbejds
tiden er, at det skaber bedre betingelser for udviklingen af arbejdernes
fysiske og åndelige velvære. Det er en almindelig anerkendt opfattelse,
at arbejderklassen er fysisk svagere nu end tidligere.
Grunden hertil ligger i den forcerte arbejdsmåde.Ved hjælp af en gen
nemført arbejdsdeling udføres nu langt mere arbejde i den samme tid
som tidligere. Akkordarbejdet har bidraget mægtigt til udviklingen af
dette forhold... alle er enige om, at det trættende, ensformige arbejde i
vore dage kræver, at arbejderne får lejlighed til at røre lemmerne ved be
skæftigelser, der adskiller sig fra arbejdet og midlerne hertil er spadsere
131