181 / 193
Anmeldelser
Kgs. Nytorv er bindeleddet mellem den gamle by og den nye og har fået sin ejendom
melige facon fra sammenstødet mellem den gamle voldlinie og planerne for det nye
kvarter. Tanken om en pragtplads med statue af kongen til hest er sandsynligvis hentet i
Paris. Den skulle være byens centrale og fornemste plads og er vel i en vis forstand også
blevet det. Imidlertid blev dens bebyggelse nok mere ujævn end tænkt, og her spiller
konkurrencen fra den noget senere anlagte Frederiksstad måske en væsentlig rolle. Der
til har pladsens placering som naturligt trafikknudepunkt også været en hård belastning
i nyere tid. I dag mødes kunsten, butikshandelen og kontorerne med hver sin andel af
pladsen.
Afsnittet om Borgergadekvarteret rummer en gennemgang af udvalgte bygninger,
men giver også en karakteristik af kvarterets udvikling og særpræg, og man hæfter sig
måske her især ved, at det fra begyndelsen var et kvarter, der ikke skulle være noget sær
ligt og derfor fik en meget blandet bebyggelse af gårde, boder, huse og værksteder og
blev stedet, hvor byens befolkningstilvækst gennem lange tider samledes. Saneringspla
nerne i dette århundrede og deres fortvivlede udførelse gennemgås ligeledes meget
oplysende med inddragelse af trafikforhold, arkitektur, erhvervssammensætning, politi
ske og økonomiske forhold og med forfatterens egne nøgterne kommentarer til udvik
lingen og de arkitektoniske former.
Afsnittene om Kronprinsessegades forlængelse gennem Nyboder, om Rigensgade-
kvarteret og Grønningen hører også til de gode i bogen. INyboderafsnittet skildres både
bygningerne og livet i denne by i byen. Siden forrige århundrede er Nyboder blevet kraf
tigt reduceret, og så sent som i mellemkrigstiden overvejede man at rydde bebyggelsen
helt.
En enkelt historisk sandhed af de tvivlsomme skal omtales: Nyboder skoles bygning i
1918-20 sættes i forbindelse med tidens almindelige demokratiske udvikling og for Kø
benhavns vedkommende med socialdemokratiets overtagelse af magten; men, tilføjes
det, demokratisk eller ej, bygges skolen i herregårdsstil. Hertil er at sige, at der findes en
solid skolebygningstradition i København fra før socialdemokratiets tid, idet det konser
vative bystyre i anden halvdel af forrige århundrede byggede skoler i et tempo som ikke
siden i byen. Byggestilen - om det nu er mere eller mindre demokratisk - var meget be
vidst valgt respektindgydende, og dette træk holdt sig vel op i mellemkrigstiden.
Beskrivelsen s. 381 af det meget fattige milieu, som Pelle Erobreren flyttede til i
1880'erne, har vist fået en ekstra understregning med omtalen af rendestenene, der op
tog »udskyl af gødning fra de køer, der stod på førstesalen i de mange brændevinsgårde«;
det var i hvert fald efter bygningslov og sundhedsvedtægt på den tid ikke længere lovligt.
Bd. 6 er skrevet af professor ved Arkitektskolen Tobias Faber og omhandler, foruden Ny
havns ulige numre og strandgadekvarteret, Frederiksstaden afsluttende med Toldboden
og Esplanaden og omfatter altså også en central del af »havnefronten«.
Frederiksstaden er en sjældent helstøbt bydel, udtænkt midt i det 18. århundrede af en
af Danmarks allerstørste arkitekter, Nicolai Eigtved, og iusædvanlig grad gennemført ud
fra hans intentioner.
Forfatteren har således haft et relativt ensartet og veldefineret område at beskrive, og
da han betjener sig af en klar disposition af sine afsnit, er det da også blevet en fin og ho
mogen fremstilling i en dæmpet stil. Han fremdrager og fastholder Eigtveds plan som
179