187 / 193
Anmeldelser
kilder og punktundersøgelser til periodens historie, for enhver kan overbevise sig om
hvor meget stof der er ved blot at kaste et blik i Københavns Bibliografi, selv om den ef
terhånden er 20 år bagud.
Men samlede synteser og overskuelige velfunderede fremstillinger savnes virkelig al
vorligt. Det er endda ikke så galt fat med tiden 1800-1850, altså Kongens Københavns sid
ste
epoke.Erlitteraturen her endgammel så er den dog fortjenstfuldved at fremlægge og
strukturere et stort materiale til videre overvejelse. Jeg tænker her på Marcus Rubin:
1807-14. Studier til Københavns og Danmarks historie, 1892, på samme forfatters Fr. VTs
tid. Fra Kielerfreden til kongens død, 1895 og på Villads Christensen: København 1840-
1857,1912.
Men for tiden efter 1857 - altså for sidste halvdel af århundredet, da storbyen for alvor
vokser op - er det næsten umuligt, at give en sammenhængende oversigt. Man kan blot
tænke på den et binds-Københavnshistorie, som Svend Cedergreen Bech publicerede i
800-års jubilæet. (Københavns historie gennem 800 år, 1967). Sålænge OlufNielsen: Kjø
benhavns Historie og Beskrivelse 1-6,1877-92, der dækkede tiden til 1728, Carl Bruun:
Kjøbenhavn 1-3,1887-1901, der nåede helt op til 1807, og Rubin og Villads Christensen,
som anført, nåede op til 1857, kunne danne grundlag, lykkedes det for den velskrivende
Cedergreen Bech at navigere sikkert gennem bølgerne, men efter netop 1857 bliver bo
gen af mangel på ordentlig samlende litteratur tilfældig og ind imellemmangelfuld. (Jvf.
anm. i HM 1968 p. 195). Kun da en gammel kender som dette tidsskrifts mangeårige re
daktør Sigurd Jensen i Gyldendals Københavns historie bd. IV, 1982 tog fat på det store
stof kom der for første gang en velafgrænset og sikker omend selvsagt yderst kort frem
stilling ud af det. Vi har dog altså i dag et første kvalificeret forsøg på en acceptabel rede
gørelse for peroden 1850-1900. Men der er fremdeles brug for grundlæggende undersø
gelser af og synteser over byens udvikling i dette kritiske åremål.
Det er derfor med store forventninger, man griber det nye værk af Tim Knudsen om
den københavnske byplanlægning 1840-1917. Lad det straks være fastslået, at det er lyk
kedes forfatteren på bogens ca. 200 sider at give et særdeles godt og velskrevet bidrag til
belysning af storbyens udvikling og de bygningsmæssige problemer og indgreb, som
byen prægedes af i de næsten 80 år bogen dækker.
Et kort referat af bogens hovedsynspunkter er her påkrævet. Det er velgørende at for
fatteren lukker lidt op for de problemer, man står over for ved et sådant arbejde.Han ind
rømmer ærligt, at han havde forestillet sig en afhandling med klassekampen som afgø
rende element, men efterhånden som arbejdet skred frem, indså han at spørgsmålet var
meget mere kompliceret. Da han efter samtaler med ingeniørVilh.Malling fra Stadsinge
niørens Direktorat, hvis samlinger »Mallingianæ« han har benyttet, havde fået at vide, at
det vigtigste var at »skabe orden«, var han som ung marxistisk inspireret forsker målløs.
Men Mallings tilsyneladende banale betragtning blev hængende mens studierne gik på,
og med undertitlen på sin bog indrømmer forfatteren, at betragtningen ikke var helt så
tosset endda. Velgørende er det desuden at forfatteren stiller nogle vigtige spørgsmål til
stoffet, der kommer til at strukturere hele hans fremstilling. Hvorfor opstår der behov for
byplanlægning? Hvem var det der gik ind i byplanlægningen og hvordan var deres for
hold til andre interessegrupper og hvilke redskaber kunne de styre udviklingen med?
Først giver forfatteren på de første ca. 100 sider en bred skildring af de københavnske by-
185