GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

155

at øve en Retfærdighed mod den, der, uden maaske at høste

andet end en tarvelig Løn, ikke blot har forskaffet sin Sam

tid store Nydelser, men ogsaa ved sit Talent og sin Spillemaade

har skabt Efterfølgere, ved hvis kunstneriske Virksomhed

Nutiden glæder sig.

Efter det anførte tør jeg vel ogsaa haabe, at hvad jeg i

det følgende vil meddele af mine Erindringer i den nævnte

Retning fra min første Ungdom, der faldt sammen med den

sceniske Kunsts største Blomstringstid paa det kongelige The-

ater, tør gjøre Regning paa Læserens Interesse. Ilvad der i

disse har forekommet mig mangelfuldt, har jeg søgt at fuld-

stændiggjøre ved mundtlige Meddelelser fra andre eller ogsaa

ved at øse af trykte Kilder, der forøvrigt med Hensyn til mit

Formaal ikke ere synderlig talrige.

Man har maaske studset ved at finde Betegnelsen „Over Ku

lisserne" anvendt i Titlen. Hvorledes? Kan der fortælles noget

om, hvad der foregaar over Kulisserne? Der kan dog ikke

være noget af Interesse at meddele om Maskinfolkenes Virk

somhed i Højden, om deres Færden med Valser, Tove, So-

fitter o. s. v. Nej, aldeles ikke — det er heller ikke Meningen.

Disse brave Folks Virksomhed, hvor betydningsfuld den end

kan være, vil aldeles ikke blive omtalt. Men for mig har netop

dette „Over Kulisserne" en ikke ringe Betydning, for saa vidt

det var derfra, at jeg som Dreng saa den første Theaterfore-

stilling i mit Liv. Og herved kommer jeg til at omtale noget,

om hvis Existens nu vistnok kun meget faa have en Anelse.

I min Barndom gik man ikke alene paa Komedie i det konge

lige Theater i Parterre, Galleri, Loge og Parket, men ogsaa

paa selve Loftet, paa det Loft over Scenen, hvor Maskineriet

er. Der blev endog udfærdiget Billetter dertil, ja der var, som

ved enhver anden ordinær Plads, ansat en egen vagthavende

Kontrollør. Jeg skal ikke kunne sige, naar man begyndte at

aabne Adgangen for Tilskuere til denne Del af Tlieatret,

maaske hidrører det endog fra den Tid, da de fornemste

Pladser befandt sig paa selve Tlieatret ved Prosceniet; men at

Skikken allerede i min Barndom havde vundet Hævd, frem-

gaar tilstrækkelig af den Omstændighed, at Folk paa en vis

Maade havde abonneret der, at de havde faste Pladser, som

ingen maatte tage fra dem, og at der endog var dem, som selv

havde bragt Stole og Skamler derop for at kunne sidde desto

mageligere.

Adgangen til Theaterloftet var i Reglen en Naadesag fra

Maskinmesterens eller betydelfgere Skuespilleres Side. De sid-