161 / 387
pladsen for at være ved Haanden, hvis der forekom Optøjer
i Theatret Stykkers Udpibning og den dertil knyttede Me
ningskamp fandt dengang langt hyppigere Sted, end det nu er
Tilfældet. Ved at omfatte Theatret og Theatervæsenet med en
overordenlig Interesse var Publikum ogsaa i Realiteten en
Del mere kritisk, end det nu synes at være Tilfældet. Det var
Parterret, der udøvede et strengt Dommerkald, men paa Bun
den af denne Strenghed laa maaske ogsaa Tanken om en lille
Adspredelse fra den hverdagslige Ro og Stilhed, som ikke af
brødes af Politik, Rigsdag eller deslige. At det derved som
oftest gik ud over de stakkels Forfattere, loges kun lidet i
Betragtning. Som oftest gjorde ogsaa personlige Hensyn sig
gjældende, hvilket havde til Følge, at de fleste originale Ny
heder, som i den Periode, jeg nærmest har for Øje, korn paa
Scenen, vare anonyme.
Altsaa ad den nævnte snævre Trappe komme vi nu til den
Dør, der fører til Scenen. Det er en Time eller halvanden,
før Forestillingen skal begynde. Det Rum, vi træde ind i, fore
komme vort til Dagslyset vante Øje at være bælgmørkt. Det
varer en god Stund, før vi kunne skælne Gjenstandene om
kring os ved Skæret af en eneste søvnig Lampe, der lyser
imellem Brædder, Lægter, Tove, som om den brændte langt
borte mellem Træstammerne i en Skov. Det er, som befandt
vi os i et fuldstændigt Kaos. Det er Theatrets Vrangside. Der
er ingen brogede Farver, ingen Forgyldning, intet af det, som
vækker Illusion eller er Illusion. Overalt graa, støvede Bjæl
ker, nøgne sorte Mure, et Virvar af Reb og Tove, Stiger i de
besynderligste Skikkelser, Valser med lange uhyggelige Arme,
Stilladser, bemalede Træklodse, om hvis Anvendelse vi ikke
kunne gjøre os nogen Forestilling. Vi gaa lidt længere frem,
1111
ere vi ved Kulisserne, her se vi ved Skinnet af en Lampe
et Kaos af Farver paa Dekorationer, Tæpper og Møbler, hvis
Forgyldning blinker med et usikkert Skær. Maskinfolkene
færdes hist og her for at bringe Orden i denne Forvirring;
hist rykkes en Kulisse frem, her en tilbage, hist kommer et
Sætstykke frem som ved en usynlig Magt, her trykkes et Tæppe
op, og Sofitterne synke ned med stærk Larm. Oppe i Højden
ses vandrende Lys, noget, der ligner en Lygtemand, som viser
sig snart hist, snart her, og, hvor det lader sig se, belyser det
i en snæver Kreds brogede Farver og Draperier. Op ad Kulis
serne trækker sig ligesom en Lysstraale, afbrudt af Skærme.
Det store Tæppe mod Tilskuerpladsen er endnu trukket
op. Man ser ud i det mørke Rum, som dog snart oplyses, idet
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
159