165 / 387
— siger han bl. a. — vistnok baade aandsdannede og agtvær-
dige; men de sidstes Antal var ikke betydeligt, de førstes
meget ringe, og de, der kunde henregnes til de første som til
de sidste, beløb sig kun til saare faa. Af begge Kjøn var der
i det højeste kun en halv Snes, hvis Sprog og Literaturkund-
skab strakte sig ud over Modersmaalet. Mange, selv af de
mest udmærkede Kunstnere, navnlig hele Dandsepersonalet,
vare ikke i Stand til blot at skrive en Sygdomsanmeldelse
læselig, end mindre rigtig, nogles hele Færdighed i at bruge
Pennen indskrænkede sig til at kradse deres Navn, og et Par
underskrev Gagekvitteringen med en vedtagen Hieroglyf eller
Bomærke. Iblandt de mange geniale Kunstnere, som Skue
pladsen ejede, var der kun faa, som ved Studium havde ar
bejdet sig frem til Berømmelse; de fleste vare komne til den
ved at være Empirikere uden selv at vide det. En stor Del
af det, som nu sysselsætter Personalet, var ikke til for dem.
Næst efter Udvej til at slaa sig igjennem til „Gagedag" var
hele deres Hu og Tanke henvendt paa at faa gode Roller og
at gaa op i deres Udførelse. Hvor de kom hen: i Forgemak
ker, Klubber, Vinhuse eller Knejper, vare de strenge Iagt
tagere af alt, hvad der i deres Rollefag kunde blive brugbart
for Scenen. Rollen var alt, hvad de læste og grublede over.
Det materielle Liv bestod hos ikke faa ældre og de fleste-
yngre deri, at de fra Klokken 1 om Eftermiddagen til ud paa
Natten drev Tiden hen, naar de ikke vare bundne af Theater-
tjeneste, med at passiare og drikke „Otterter“ paa en eller
anden Vinkjælder, de liavde valgt til Standkvarter. Der var
her ingen Forskjel paa kgl. Skuespillere og Elever, de drak
Glas sammen og lod sig traktere i Fællesskab af Gjæsterne
til Tak for de lystige Indfald og morsomme Anekdoter, som
de opvartede med. De tog det ikke ilde op, naar Opvarterne
tillod sig en kammeratlig Spøg; det var et Middel til at drikke
paa Kredit, og det var ikke ringe Summer, som stod paa det
sorte Bræt. Dette Knejpeliv havde slemme Følger. Især de
yngre bleve saa forfaldne til dette Drikkeri, at de endogsaa
drev det paa Theatret. Hver Aften, naar flere af dem havde
fælles Paaklædningsværelse, blev der skudt sammen til Bræn
devin, og da Regissør Clausen, for at standse dette Uvæsen,
havde forbudt Maskinkarlene at hente noget, var det en Skue
spiller eller en Elev, som maatte gaa hen i Vingaardstræde
hos Spendrup for at rekvirere det fornødne. Der var en stor
Forskjel mellem Omgangen paa Theatret og Omgangen paa
Vinkjælderen mellem de ældre og de yngre. Den samme Kunst
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
163