167 / 387
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
165
gik hos en af Kongens Adjudanter, General R— paa det op
lil Theatret stødende Gjæthus, og hvorved Dandserinder og
Figurantinder udgjorde det kvindelige Selskab. I ethvert Til
fælde var Forskjellen i Henseende til dette Kapitel mellem
den Tid og Nu som Nat mod Dag. Aarsagen dertil maa ikke
blot søges i den særegne sociale Stilling, som Theaterperso-
nalet indtog, og som hidrørte fra den traditionelle Fordom,
hvorved det dengang saa at sige blev betragtet som en egen,
fra det menneskelige Samfundsliv udelukket Kaste, men ogsaa
fra de højst trykkende Kaar, hvorunder Personalet virkede.
De ypperste Kunstnere og Kunstnerinder kunde ikke bringe
det til en højere Gage end 1000 Rdl., maaske med et Tillæg
af 200 Rdl. i Sæsondusør, og det mere underordnede Per
sonale var lønnet med fra 800 ned lil 250 Rdl. Dandserinder
og Figurantinder vare endnu slettere lønnede, kun Solodanser
inden Mad. Schall havde 1000 Rdl. i Gage. At der saaledes
især for de sidstnævnte hørte stor Sjælsstyrke og Sædelig-
hedsfølelse til at modstaa de Fristelser, for hvilke de vare
udsatte fra Hofmænds og Rigmænds Side, er klart nok, og
det saa meget mere, som den daværende Tænkemaade, som
ovenfor bemærket, ikke tog videre Forargelse af et usædeligt
Forhold.
Disse trykkende Kaar bevirkede, at selv de fornemste
Kunstnere, naar de ikke li 1 lige havde en eller anden Embeds-
slilling ved Theatret som Instruktør, Regissør, Økonomi
inspektør osv., der særlig lønnedes, og naar de, hvad der som
oftest var Tilfældet, ikke vare økonomisk anlagte og tillige
havde Familie at forsørge, befandt sig i idelig Pengeforlegen
hed og maatte ty lil Aagerkarle, der forøvrigt vanskelig indlod
sig med Skuespillere, fordi disse som et særegent Privilegium
paa Grund af deres Tjeneste vare fritagne for at sættes i
Gjældsarrest. De vare derfor idelig plagede af Næringssorg,
og det er forbavsende, at de desuagtet kunde varetage Kun
sten, saaledes som det skete. De maa have været begavede
med et let Sind, der ikke maa forvexlcs med Letsindighed.
Der var ikke faa, som saaledes levede i den dybeste Fattig
dom og alligevel vedligeholdt det gode Humør. Som Exempel
kan nævnes den fortrinlige Skuespillerinde Mad. Preisler, om
livem der af Overskou i hans Theaterhistorie fortælles føl
gende: Paa hendes sidste Fødselsdag, den 16. December (hun
døde i sit 36. Aar), blev Skuespiller Saabye enig med fem
til sex andre om at begive sig efter Forestillingen til hendes
Bopæl paa Kongens Nytorv for at gratulere hende og for at