Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
169
heldigt og belydningsfiddl for den nationale Kunst det var,
at han havde Sjælsstyrke nok lil at modstaa alle deslige An
fægtelser og følge sin Tilbøjelighed. Selv fra den ellers saa
fordomsfri Frederik den Sjette kom der en Indsigelse imod,
at han betraadtc Scenen med Titlen som Doktor, denne maatte
ikke paa den Maade nedværdiges, og det blev befalet, at han
ikke som saadan maatte nævnes paa Plakaten. Men Ryge lod
Direktionen vide, at han vilde beholde sin akademiske Titel
og ikke optræde uden denne; han havde vundet den ved sine
Kundskaber, men ikke faaet den som en Naade af Kongen,
der da heller ikke kunde berøve ham den. Dette blev fore
bragt Frederik den Sjette, som da ogsaa fandt, at Ryge egen
lig havde Ret, og ved den Lejlighed anvendte de forhen om
talte Ord: „Det lader til, at han ikke er god at bids med.“
Med Nielsen, der havde været Løjtnant i Artilleriet, skete
noget lignende som med Ryge. Ogsaa hans Overgang til The
atret blev betragtet som en Skam for den Stand, hvortil han
hørte, og hans paarørende beklagede højlig dette Skridt. Uagtet
Nielsen som enhver anden Officer, der har faaet sin Afsked,
beholdt sin militære Titel, vilde det være blevet ham for
ment at beholde den i hans Egenskab som Skuespiller og
paa Plakaten, hvis han ikke selv havde fundet del rigtigst at
give Afkald paa den, især da Kongen lil Tlieaterchefen, Kam
merherre Holstein, meget ivrig havde sagt: „Som Løjtnant
kan han ikke spille Komedie; tænk engang, om man peb ad
ham.“
Det er lel at begribe, at deslige Reservationer, der næsten
gik ud paa at stemple Skuespillerne som en Pariakasle, vare
ikke lidet krænkende for disse; men det kan dog nok være,
at netop saadanne Begivenheder havde den Virkning at hæve
deres Selvfølelse, og at de mandede sig op til at liævde deres
Værd som Mennesker samt lil samtidig al kræve den Sam
fundsstilling, hvilken de som Kunstnere havde Ret lil at ind
tage. Saa meget er i alt Fald vist, at der i saa Henseende fore
gik en Forandring, som, støttet ved en Agtelse vindende per
sonlig Opførsel, efterhaanden trængte igjennem. Til delte For-
maal fremkom der undertiden bestemte og talende Protester,
som da Direktionen gjorde Mine til at nægte Overskou den
Adgang til Hofparkettet, han havde Ret til som Forfatter af
flere originale Stykker. Hans Kammerater forlangte af ham,
at han skulde fordre denne Ret, hvis Tilsidesættelse maatte
betragtes som en Fornærmelse mod hele Standen. Overskou
havde i den Anledning en Scene med Holstein, der søgte at