GamleKongensKjøbenhavn

172

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

Montanus", KOrfitz i „Barselstuen“, Sall i „Sovedrikken",

Goldkalb i „Kong Salomon og Jørgen Hattemager1, Golz i

„Østergade og Vestergade" og i mange andre komiske Roller

var lian uovertræffelig, og de Typer, lian har skabt, ere og

saa fuldstændig blevne optagne af hans nærmeste Efterføl

gere. Alt vidnede om et indgaaende Studium af Karakteren,

og der er næppe nogen Skuespiller, der i højere Grad end

Ryge forstod at udarbejde en Rolle j dens mindste Enkelt

heder og tillige at give den en kraftfuld Kolorit ved ganske

at gaa op i den. Selv i Syngespillet kunde han gjøre Fyldest,

han havde en smuk Barytonstemme, hvis stærke Klang han

vidste at moderere og give et virksomt dramatisk Udtryk.

Han var altid korrekt i sin Memorering, og hans Rollesikker

hed i Ordets mest udstrakte Betydning var næsten enestaa-

ende. Selv i ældre Alder kan det næppe paavises, at han fej

lede; naturligvis var han derved en ypperlig Stolte for sine

Medspillende.

Ryge lod sig undertiden i overstrømmende Lune forlede

til Improvisationer, livis Pudsighed var en Undskyldning for

den Frihed, han herved tog sig. Saaledes fortalte han som Saft

ajtid en eller anden morsom Historie om de Skælmerier, som

Rose havde drevet med ham, hvorledes hun havde lokket

ham op i Hønsehuset, og hvorledes han da var bleven over

faldet af den store Hane o. desl. Ogsaa som Goldkalb slog

han ikke sjælden Gjækken løs. Da en Syngemester var rejst

udenlands med en Sangerinde, fortalte han, al han blandt sine

Spekulationer ogsaa havde havt den at rejse omkring med

Sangfugle, men at det var gaaet galt, idet de havde lagl Æg

og faaet Unger — en Hentydning, som naturligvis vakte stor

mende Latter, men som tildrog ham en streng Reprimande

af Direktionen. Han kunde være meget gemytlig og jovial,

naar han, som han selv udtrykte sig, befandt sig under sit Ge

myts Middeltemperatur, og han kunde da fortælle en Mængde

snurrige Anekdoter, især i det Plattyske, som han talte med

stor Færdighed. I Omgangen med sine Kunstfæller var hans

Væsen ret godmodigt, men undertiden ogsaa opfarende pg

bistert, naar han mødte Modsigelse, og der var ikke sjæklen

slemme Konflikter. Det var saaledes en Gang nær kommet

lil en Duel mellem ham og Jlolst, hvem han haardt havde

fornærmet. Han var overhoved ikke lidet bydende og stolt,

hvor han som Kunstner eller Økonomi-Inspektør troede at

burde hævde sin Anseelse. En Gang mødte der ham derved

en Ydmygelse, som han aldrig kunde glemme. Paa en Uden-