![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0177.jpg)
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
177
gaaende Aften, og hvor eftertrykkelig han havde lugtet den
Kjæltring, der var trængt ind i hans Hus, og som oven i
Kjøbet liavde liavt den topmaalte Frækhed at give sig ud for
Hs. kongelige Højhed. Til Slutning henstillede han, om det
ikke var rigtigst at melde Sagen til Politidirektøren, for at
Voldsmanden kunde blive eftersporet og afstraffet efter For
tjeneste. Med undertrykt Raseri, men bævende for Skandalen,
hvis Historien blev bekjendt, saa den sengeliggende Mand sig
nødsaget lil at takke Frydendahl for hans Nidkjærlied og
bede ham om at slaa Sagen ned, hvilket Frydendahl da ogsaa
lovede, men dog næppe holdt, for saa vidt som den meget hur
tigt kom ud blandt Publikum. — Frydendahl var ikke nogen
Ven af Balletten, dens Dyrkere kaldte han Badutspringere. En
Morgen gik han en Tur i Frederiksberg Allee. En Lugekone
i en ved Vejen liggende Have fik Øje paa ham og hilste ham
med de Ord: „God Morgen, Hr. Instruktør!“ — „Hvorfra
kjender De mig, min gode Kone?“ spurgte Frydendahl. —
„Jeg har været ved Dandsen, Hr. Instruktør.” — „Er De ikke
derved endnu? De fortjente at være det,” sagde Frydendahl
og gik videre.
L in d g re e n var Frydendahls jævnaldrende og kom et Aar
efter denne, 1788, til Tlieatret i en Alder af 20 Aar, nogen Tid
efter, at han havde taget Artium. Han forsøgte sig først i et
Par Tjenerroller, men hans egenlige Debuter vare først som
Henrik i „Maskeraden” og som „Den pantsatte Bondedreng”,
hvori han strax overraskede ved sit umiskjendelige Talent
for deslige Roller. Han var temmelig lav af Væxt og som ungt
Menneske smækker; det var først i en ældre Alder, at hans
Figur blev temmelig firskaaren. Hans Ansigt var meget ka
rakteristisk, det udtrykte Lune og Skælmeri, men var egen
lig ikke videre bevægeligt, og derfor kunde han heller ikke
ganske fornægte sin Personlighed, uagtet det dog stod i hans
Magt som faa at individualisere de Figurer, han skulde frem
stille. Hans Stemme var tydelig og klar, men Organet havde
et Anstrøg af sjællandsk Dialekt, der skal liave hidrørt fra
den Tid, da han ved at gaa i Roskilde Skole kom i megen.
Omgang med Bønder. Denne Dialekt forlod ham aldrig, den
klang gjennem alle hans Roller og bidrog ofte til al forhøje den
komiske Virkning. Han var i høj Grad talentfuld og genial
som komisk Skuespiller. Beundringsværdig var den Sikker
hed, hvormed han traf næsten enhver komisk Karakter. Hans
Præstationer vare udarbejdede i deres mindste Enkeltheder, og
hans komiske Styrke viste sig ikke blot i enkelte komiske
J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenha\rn
12