175 / 387
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
173
landsrejsé; hvorved han spillede paa Lyske Theatre, kom han
lil Hamborg, hvor han havde eL Kreditiv paa Jåniscli. Den
liamborgske Magnal modtog ham med en stiv Kompliment,
og da Ryge med stolt Selvfølelse l'ortalte ham, hvem han var:
„Dr.
Ryge, erster Schauspieler beim kgl. Hofthealer in Kopen-
hagen“, og samtidig rakte ham sit Kreditiv, svarede Jånisch
uden at fortrække en Mine: „Schad’ niclit, wird doch hono-
rirt.“ Om hans Enthusiasme for Tlieatret giver det Svar et
Begreb, som han gav Kongens Livlæge,
Dr.
Brandes, da denne
engang sagde lil ham: „Ved De vel, al De kunde være bleven
en udmærket Læge, hvis De fremdeles liavde dyrket Deres
Videnskab." Ryge svarede: „Der er nok, der slaa Folk ihjel;
ved l)e vel, at jeg hellere vilde være Statist ved Theatrel end
den mest udmærkede Læge!“ Oehlenschlåger og Ryge spad
serede en dejlig Foraarsdag i Frederiksberg Have og samtalede
om el af førstnævntes Stykker. LIagtet Samtalen i høj Grad
interesserede Oehlenschlåger, vilde han dog ogsaa lienlede
Ryges Opmærksomhed paa de skjønne Omgivelser, den her
lige Natur. Men han værdigede ikke Flora et eneste Blik af
lutter Forelskelse i Melpomene, og da Oehlenschlåger spurgte
ham: „Men glæder da ikke ogsaa Naturen Dem?“ svarede
han: „Nej F. g. m. gjør den ikke! Lad os nu lale om Kun
sten igjen.“
F ry den d a li 1var som ganske ungt Menneske paa Ilerreds-
fogedkonlorel i Roskilde for at uddanne sig i det juridiske,
Fag. Det blev han kjed af og søgte Ansættelse ved Tlieatret.
Han blev antaget i 1780, men denne Bane var i Begyndelsen
en stor Skuffelse for ham. Det komiske Fag, som han følte
sig anlagt for, var dengang besat med mange betydelige Kunst
nere som Sc'hwartz, Gjelstrup, Kenip og Bech, og han blev
derfor anvendt i mindre Elskerroller, hvilke han kun lidet
passede for, saavel som ogsaa i Syngespillet, da han havde en
smuk Basstemme. Det var først i 1795, at han kom lil at op
træde i en betydelig komisk Rolle, nemlig som Stødvel i „Apo-
thekcren og Doktoren“, men den, hvori han især viste sig som
en mesterlig Skuespiller i det komiske Fag, var Gerontes i
„Skatten“, som han første Gang spillede i 1804. Fra den Tid
var han hos Publikum anset for en af Skuepladsens første
Kunstnere og blev dets Yndling indlil sin Død i 1835. Faa
Skuespillere have været rigere begavet af Naturen. Hans Ho
ved var meget smukt, Ansigtets Profil ædel, dets kraftige
Træk saa let bevægelige og i den Grad i hans Magi, at han
lige stærkt kunde udtrykke dyb Enfoldighed som svedent