GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

175

Figurer hørte hjemme i Syngespillet, Operaen og Vaudevillen,

thi hans Stemme var godt uddannet, og hans lunefulde Fore

drag gjorde hans Syngeniunre til sande Kunstpræstationer.

I en yngre Alder optraadte han ogsaa som Don Juan og

som Figaro I Skuespillet udførte han ikke sjælden al

vorlige Karakterroller med en prægnant Tegning; mindre hel

dig var hai>. derimod som Tragiker, hvorvel hans Præsta

tioner altid udmærkede sig ved en genial Udarbejdelse. Hans

Holdning og Anstand var nok imponerende, men der fattedes

ham tragis’: Pathos og Lidenskab. I en Rolle som Kejseren

i „Væringerne" var han derimod udmærket paa sin Plads.

Han beskvldtes jævnlig for ikke at være sikker i sine Roller.

Men denne Beskyldning var ugrundet. Tingen var den, at han

som en ægte Kunstner ofte virkede ved stumt Spil, og de der

ved fremkomne Pavser bleve da antagne som Usikkerhed.

At hans Hukommelse blev noget svækket i Slutningen af hans

lange Løbebane, er ikke til at undres over. Undertiden glippede

det ganske for ham. Jeg erindrer, at han som Harald Blaa-

tand, da han fældes af Palnatoke, arbejdede sig døende hen

til Sufflørhullet og der fik Understøttelse til at fremsige sin

Monolog.

Han var en meget behagelig Mand i Omgang, forekom

mende, oprømt og interessant. Han var altid rig paa mor

somme Historier, hvoraf jeg selv fik ikke saa faa Prøver. I

Ferietiden om Sommeren boede han nemlig paa den saakaldte

Badstue ved Frederiksborg Slot, og han besøgte da jævnlig en

Slægtning af mig, der var Kjøbmand i Hillerød, og udenfor

hvis Butik der var en Stenbænk, hvor han tog Plads. Fryden-

dahl holdt da af at passiare med os unge Fyre. Men ligesaa

venlig og forekommende han kunde være, ligesaa stiv og

fornem var han, naar det stak-ham, især antog han denne Hold

ning mod Theaterpersoner, der vare simple og raa i deres

Væsen, eller mod Folk, som mente at kunne se ned paa Skue

spillere. Ilan var da undertiden ligesaa vittig som bidende. Da

han engang mod Djærvhed fremførte en grundet Anke for

Direktionen, sagde et Medlem af denne, at han nok forglemte,

hvem han talte til. „Nej,“ svarede Frydendahl, hævende sig

til sin fulde Iløjde,’„jeg betjener mig netop af den rette Tone;

thi jeg taler som den gamle Sognepræst til Kirkeværgerne." —

En ung adelig Herre, hvem han traf i et Konditori, spurgte

ham, hvorledes han kunde nedlade sig til at spille Narreroller.

„Det skal jeg sige Dem, min unge Herre,“ svarede Fryden

dahl, „jeg spiller Narreroller af samme Grund som De: af